Mange af de bøger jeg anmelder for bogbotten, ender efterfølgende i ”Jeppe Dues bibliotek”, der er en efterhånden fyldt bogreol, der står bagerst i min 5. klasse, så mine elever kan nyde godt af de mange nye bøger, der strømmer til. Blandt de bøger, der er blevet læst absolut mest (ud fra patina, æselører og slitage på bogryggen at dømme), er Casper Grundtvigs to vælg-selv-handlingen bøger fra sidste år; Bedstemors hævn og Dræberklovn i Tivoli, i toppen.
Der er nærmest opstået karambolage om de to bøger, som jeg tidligere anmeldte og roste til skyerne for at være ekstremt underholdende, spændende, morsomme og dybt engagerende. Derfor var nyheden om endnu en tilføjelse til serien også særdeles glædelig.
Aberne fra det ydre rum er bygget op på præcis samme måde som sine forgængere. Læseren bliver præsenteret for to valgmuligheder ved hvert afsnit og må forsøge at “gennemføre” historien. Dør man undervejs, guider bogen læseren tilbage til det seneste T-kryds, så man kan forsøge sig med det alternative valg.
På den måde er det næsten umuligt ikke at komme igennem historien, hvis man bare bliver ved med at læse.
Desværre rammer Casper Grundtvig ikke bulls eye med Aberne fra det ydre rum. For at være ærlig, rammer han slet ikke skiven. Faktisk skyder han nok nærmere bagud og rammer en tilfældig forbipasserende i låret med denne desværre fortvivlende opfølger.
Alt ved Aberne fra det ydre rum – fra historien og præmissen til hovedpersonens og skurkenes motivation samt de mange tossede situationer, der opstår undervejs – er torskedumt og får det til at stå lysende klart, hvorfor de to første bøger fungerede så godt.
Både Bedstemors hævn og Dræberklovn i Tivoli var båret af en simpel idé, og rammerne for historierne var tegnet kort og præcist op. I den ene skulle man undslippe en dræber-bedstemor-robot ved at finde vej ud af hendes hus, og i den anden skulle man overleve en dræberklovn, der huserede i Tivoli efter lukketid.
Modstanderen, målet og løsningen var enkle og forståelige, og man ønskede virkelig at overleve. I Aberne fra det ydre rum krakelerer lysten til at lade sig opsluge af historien allerede på første side, i de indledende linjer:
”Bare et game mere!” råber du efter dine forældre. De står i døren. Kufferterne er pakket. Uden for dit vindue hænger et gigantisk rumskib på himlen. En luge åbnes, og ud hopper vilde aber, der råber og skriger”
Ja, sådan starter historien altså. Det næste graverende problem opstår, da hovedpersonen – som det i sagens natur er altafgørende, at man både kan sympatisere med og engagere sig i (hele vælg-selv-handlingen-genren afhænger af, at man har lyst til at lege hovedperson) – viser sig at være så himmelråbende tåbelig, at man fra begyndelsen er komplet ligeglad med, hvad der sker med ham eller hende.
Bogens første valg består i, om man vil tage med sine forældre og rejse væk fra jorden (der er i gang med at blive overtaget af dræberaber), eller blive alene tilbage for at game videre, så man kan nå level 200 i Battle Storm. Suk.
Vælger man at blive tilbage og game videre, udfolder næste udfordring sig, da lederaben fortæller:
”Jeg har en besked til jer mennesker. Vi har slukket for al wi-fi” siger den og lægger sine arme over kors. ”Den strøm, som I brugte på det, vil vi bruge til at dyrke bananer”
Herefter er ens mission at få wi-fi’en tilbage. Så man kan game videre og nå level 200. Imens alle andre mennesker har forladt planeten i rumskibe. Dybt suk.
Den gode humor, der især fik mig til at grine højt med lyd på i Bedstemors hævn, er ikke til at få øje på her. Flere steder får man snarere fornemmelsen af, at Casper Grundtvig har konsulteret en 3. klasse for at få input til humoren:
”Aberne går amok i byens gader. Du kan se en abe, der har fundet en rockguitar og står og giver den gas. Og en anden abe kører ned ad den stejle bakke i en kundevogn fra Føtex”.
Havde der stået en abe og vejet med sine hænder og imens sagt: ”Six-Seven!”, ville det slet ikke have undret mig. Lad mig lige give et eksempel mere på bogens humor. Vælger man at forlade planeten Jorden med sine forældre, kommer man ikke langt, da rumskibet bliver holdt tilbage og et eftersøgningshold af aber går ombord på skibet for at finde én med følgende begrundelse:
”Vi har fået meldinger om, at barnet har spillet Battle Storm. Og har givet op lige inden level 200. Det gør man bare ikke!”.
Dybere suk. Vælger man så at gemme sig for aberne i rumskibet for at undgå at blive pågrebet, udspiller følgende scenarie sig:
”Undskyld mig, folkens. Men vi tre heroppe på forreste række er faktisk på det internationale landshold i gemmeleg. Lad os finde den unge!”.
Og så bliver man fundet og må forsøge med en anden løsning. Dybeste suk.
Louis Kønig-Wheatley illustrerer igen (han lagde også streg til Dræberklovn i Tivoli), og bringer abe-invasionen til live med skønne tegninger af groteske abe-monstre og action-fyldte scener, farvelagt i sort, hvid og blodrød. Dét fungerer. Desværre opstår der er større tonalt mismatch, da historien ikke tager sig selv tilnærmelsesvist så seriøst som illustrationerne.
Jeg kan SLET ikke med den her bog. Jeg har sukket dybt og taget mig til hovedet alt for mange gange.
Hvad værre er, må jeg nok alligevel erkende, at jeg tror, Casper Grundtvig har ramt inden for skiven i forhold til sin målgruppe (de 9-13-årige). Den humor, jeg selv korser mig over hele bogen igennem, går sikkert rent ind hos mange – især drengene.
Jeg vil derfor beskrive Aberne fra det ydre rum som den dårligste bog, jeg har læst, der samtidig vil blive læst af flest børn. Jeg er fuldstændig overbevist om, at den vil være helt molesteret efter en uge i “Jeppe Dues bibliotek”, selv om jeg synes, det er en suverænt ærgerlig efterfølger til de to fabelagtige forgængere.
