KOMMENTAR. Vi bevæger os væk fra en æra, hvor blikket har været rettet mod det enkelte barns kunnen og formåen, og ind i en tid hvor blikket rettes mod fællesskabet og verden omkring. Derfor bør vi anskue bøger og læsning på en måde, der også er relevant for demokratiet.
I dag siger vi glædelig grundlovsdag. Måske skulle vi også sige glædelig læsedag og hylde vores biblioteker og stærke læsekultur? Der findes en intim forbindelse mellem grundloven og vores læsefærdigheder. Det kræver fordybelsesevne at kværne sig gennem grundlovens 89 paragraffer, der i originalversionen fra 1849 ligger smukt udsmykket på Rigsarkivet. Men trods dokumentets ophøjede status er det nok de færreste, der kommer i nærheden af at læse den i sin fulde længde. Fred være med det, for det ville nok også gøre mere skade end gavn, hvis det var lige præcis grundloven, vi lagde til grund for at skabe læselyst. Litterært set er grundloven ikke spændende.
Det er derfor ikke evnen til at kværne sig igennem de 89 paragraffer, der er relevant i denne sammenhæng, men at udpege den tydelige kobling mellem vores demokrati og grundloven og børn og unges læsefærdigheder.
Debatten om læselysten
Børn og unges læsefærdigheder er blevet flittigt debatteret og analyseret de seneste par år. Alt fra kulturministeren til fagpersoner, forældre og sågar børn har haft anledning til at ytre sig om læselyst – eller mangel på samme. Det er fantastisk med en så livlig debat! Men hvor argumenterne ofte drejer sig indad mod børnenes nære sfære eller ender i skyttegravskrig med beskyldninger om mangel på ansvar, penge eller initiativ, er læsningens værdi for demokratiets ve og vel underbelyst. Det finder jeg besynderligt, fordi læsning til alle tider har været netop det – en betydningsfuld del af udviklingen af vores demokrati, hvor retten til uddannelse, fri og lige adgang til viden samt trykke- og ytringsfriheden er centralt. Alt sammen rettigheder, der bygger på at have borgere, som kan læse, orientere sig i information og behandle den information, man modtager, kritisk og reflekteret. Læsning og demokratiudvikling hænger sammen, og derfor er en styrket indsats for at fremme børn og unges læsning en absolut forudsætning for at tage vare på vores demokrati og dets fremtid.
Læsning og demokratiudvikling hænger sammen, og derfor er en styrket indsats for at fremme børn og unges læsning en absolut forudsætning for at tage vare på vores demokrati og dets fremtid.
I Norge har de, ligesom i Danmark, sat alle sejl ind for at løse udfordringerne med dalende læsefærdigheder hos børn og unge. I forbindelse med Norsk Litteraturfestival, der afvikles i disse dage på Lillehammer, præsenteres projektet ”Leseløft Lillehammer”. Det er en lokal læseindsats, som bygger bro mellem det nære – som barnet, skolen, biblioteket, lærere og forældre – og læsningens betydning for demokratiet og med et vindue mod verden. Vinduet mod verden manifesteres konkret gennem samarbejde med blandt andet WEXFO (World Expression Forum) og det internationale forskningsprogram The Ljubljana Reading Manifesto: Why higher-level reading is important. Vinduet mod verden i Lillehammer synes at byde på et perspektiv i samtalen om børn og unges læsefærdigheder, som er væsentligt.
Læsning rummer både det nære og det brede
At kombinere det nære med det brede og komplekse samfundsperspektiv giver god mening, når det angår læsning, fordi læsningen rummer begge dele. Læsning er personlig og intim, samtidig som vores læsning har betydning for de fællesskaber, vi indgår i, og hvor verden rykker sig hen. Tænk bare på bestselleren Den fantastiske bus af Jacob Martin Strid – en sansemættet læseoplevelse fyldt med følelser og nærvær, der samtidig konfronterer den voksne læser med ubehagelige sandheder om verdens tilstand. På den måde kan man sige, at læsning rummer både et mig og et vi. Og med et vi følger et ansvar over for hinanden – for at være en del af en kritisk masse, som er en grundpræmis for det levende demokrati. Tilgangen til, hvordan vi understøtter børn og unges læsning, burde derfor rumme begge perspektiver. Altså både et mig og et vi.
Indsatsområdet i ”Læseløft Lillehammer”, der er rettet mod udskolingen, handler om læsning som udgangspunkt for at kunne blive en engageret borger gennem kritisk tænkning og ytringsfrihed. Det er et ambitiøst mål for et ungt menneske. Samtidig taler det ind i betydningen af unge menneskers bidrag til fællesskabet. En vedkommendehed, mange unge måske vil finde motiverende, når man spørger sig selv, hvorfor det er vigtigt at læse. Måske ville svaret lyde: ”Jeg vil være en god læser, for der er brug for mit bidrag i fællesskabet.” At unge trives i fællesskaber, er ikke noget nyt, men når Trivselskommissionen skriver det ind som en grundlæggende præmis for trivsel – ”at indgå i og bidrage til fællesskaber” – er det svært ikke at få øje på det åbenlyst gode ved målet med at gøre unge menneskers engagement og bidrag til fællesskabet til en selvstændig drivkraft for læsning.
Kritisk tænkning
Udviklingen af AI er et andet argument for, hvorfor læsning som udgangspunkt for kritisk tænkning er vigtig. Kritisk tænkning er modpolen til den algoritmestyrede virkelighed, der styres af store, markedsdrevne kræfter, der ikke nødvendigvis bygger på demokratiske idealer – i visse tilfælde måske tværtimod. For børn og unge, der bruger op til fem timer af deres vågne timer på en skærm, bliver træningen af musklen for kritisk tænkning endnu vigtigere. Læsning er centralt i den sammenhæng, men også biblioteket som et fysisk omdrejningspunkt, hvor fællesskaber kan udfolde sig og få betydning. Der findes gode digitale fællesskaber med læsning som omdrejningspunkt. Popidolet Dua Lipas bogklub på YouTube er det seneste gode eksempel. Men at møde hinanden fysisk er netop, hvad AI ikke kan. Menneskers sanselighed og flerstemmighed, når vi mødes fysisk, er unik. Læsning og biblioteket som drivkraft for demokratiudvikling bliver derfor forhåbentlig centralt, når den nye centralbiblioteksaftale folder sig ud, hvor centralbibliotekerne – som er en overbygning af seks regionsbaserede superbiblioteker til folkebibliotekerne – skal fungere som regionale læsecentre.
Menneskers sanselighed og flerstemmighed, når vi mødes fysisk, er unik.
At bevæge sig uden for sin egen algoritmes komfortzone og rette blikket mod individets bidrag i fællesskabet hænger heldigvis sammen med det paradigmeskifte, vi nu oplever i måden, vi anskuer gode børneliv. Trivselskommissionens rapport peger, i min fortolkning, på betydningen af at rette fokus væk fra egen navle og ud mod verden. I Gentofte Kommune er der lige offentliggjort nye børnevisioner på skole- og dagtilbudsområdet, hvor ”verdensvendthed” er det nye sort. At vi bevæger os væk fra en æra, hvor blikket har været rettet mod det enkelte barn, og ind i en tid, hvor opmærksomhed på hinanden, fællesskabet og verden omkring vægter højt, er tydeligt. At vi anskuer læsning ud fra samme præmis, er derfor nødvendigt. Med en verdensvendt tilgang til læsning kommer verdensvendte læsere. Det vil gavne den enkelte læser og vores demokrati.
Demokrati er ikke noget, vi har, men noget, vi skaber sammen.
Demokrati er ikke noget, vi har, men noget, vi skaber sammen. En fordring, Hal Koch påpegede i efterkrigstiden med sin bog Hvad er demokrati?, hvori det så fint er beskrevet som, at ”demokratiet skal bibringes hvert nyt slægtsled”. Og ligesom i litteraturen findes der i vores demokrati ingen rigtige eller forkerte svar, men et hav af stemmer og nuancer. Derfor står vores demokrati på pæle af et hav af læsere. Ikke kun så vi kan læse de 89 paragraffer i grundloven – det må i givet fald blive som søvndyssende godnatlæsning – men så vi kan læse hinanden og verden omkring.
