OM DRENGE, SEKSUALITET OG DET AT SKRIVE. I skolegården kan jargonen ofte blive hård og karikeret. Men bag facaden gemmer sig følelser og usikkerheder, man ikke nødvendigvis vil stå ved, og her har litteraturen et særligt potentiale til at spejle, forklare og vise vej. I en serie fra medlemsbladet Klods Hans fortæller tre forfattere om at skrive om den “drengede erfaring”. Her er det Mads Ananda Lodahl.
Man kan svare på tre spørgsmål, når man skriver en tekst. Det første lyder: Hvordan er tingene? Her kommer svaret i form af statistikker, fortællinger og andre beskrivelser af verden. Det næste spørgsmål, Hvorfor er tingene sådan?, kræver teorier, analyser og andre forklarende elementer. Det tredje spørgsmål, Hvad skal vi gøre ved det?, inviterer til handlingsanvisende svar, der vil følge svaret på spørgsmål nummer to, som en campingvogn følger en bil.
For eksempel ved vi, at LGBT-personer oftere lider af angst og depression end heteroseksuelle og ciskønnede. Det er et beskrivende svar på det første spørgsmål, og svaret på det andet spørgsmål vil determinere, hvad vi mener, der skal gøres ved dette faktum. Skyldes LGBT-personers smerte, at de er for navlepillende og følsomme? Eller at de udsættes for diskrimination?
Jeg har skrevet om især drenge og unge mænd på kant med samfundets normer for køn og seksualitet i mit forfatterskab. Jeg mener, at fiktionen kan noget særligt værdifuldt, når man beskæftiger sig med disse emner. Fiktionen svarer nemlig på det første spørgsmål.
Når man ved, at der findes lidelse i et hjørne af verden, som man selv beboer, er det svært ikke at prøve at finde ud af, hvor lidelsen kommer fra, og hvordan man kan stoppe den.
Når man ved, at der findes lidelse i et hjørne af verden, som man selv beboer, er det svært ikke at prøve at finde ud af, hvor lidelsen kommer fra, og hvordan man kan stoppe den. Men der er en pointe i at dvæle ved beskrivelsen af denne del af verden og lade forklaringer og handlingsanvisninger hvile. Der er en stor frihed – både for forfatter og læser – i at lade positioneringer og argumentationer ligge og i stedet give plads til bare at opleve, mærke og eksistere.
Som mennesker har vi et fundamentalt behov for at opleve, at nogen forstår os. At nogen ser os, lytter til vores følelser, respekterer vores indre liv og giver det plads. Det er en stor del af psykoterapien, og det er også det, fiktionen kan.
Når man ikke med det samme prøver på at forklare og påvirke verden, men i stedet dvæler ved beskrivelsen af den, begynder den også langsomt at folde sig ud i al sin kompleksitet og skønhed. Man opdager, at det måske er rigtigt nok, at LGBT-liv kan være forbundet med en helt særlig form for lidelse, men at der samtidig findes en helt særlig form for mod, skønhed, legesyge og forbundethed her, som vi overser, hvis vi alt for skyndsomt bevæger os fra spørgsmål nummer et til spørgsmål nummer to og tre.
