OM DRENGE, SEKSUALITET OG DET AT SKRIVE. I skolegården kan jargonen ofte blive hård og karikeret. Men bag facaden gemmer sig følelser og usikkerheder, man ikke nødvendigvis vil stå ved, og her har litteraturen et særligt potentiale til at spejle, forklare og vise vej. I en serie fra medlemsbladet Klods Hans fortæller tre forfattere om at skrive om den “drengede erfaring”. Her er det Jonas Kleinschmidt.
I mit forfatterskab skriver jeg til alle. Men jeg skriver primært om drenge. Sådan er det bare blevet, har jeg lyst til at sige, men det er ikke helt rigtigt. Jeg har altid elsket film, serier og bøger, der beskæftiger sig med drengeliv – især drenge, der tænker og taler meget. Samtidig har jeg været fascineret af gruppedynamikker, de ubekymrede og impulsstyrede drenge.
Derfor har det været ret naturligt for mig at gå videre ad det spor i mine egne bøger. Jeg har skrevet om medløberne – de drenge, der ikke får sagt fra, som ikke er så gode til at mærke efter, og som lader sig styre af gruppen. Men jeg har også skrevet om drenge, der er meget følsomme og reflekterede, og som godt kan fornemme, når de overskrider en personlig grænse. Jeg tror, mange drenge rummer begge sider.
Da jeg skrev min første ungdomsroman, havde jeg én grundlæggende idé: Jeg ville skrive en bog om drenge, der går rundt og taler sammen. Jeg ville vise, at dét gør drenge også. Taler sammen humoristisk, ironisk, åbent, sårbart, søgende, så godt de kan. Det har jeg i hvert fald selv gjort – talt og talt og talt med mine venner.
I romanen er der derfor en scene, hvor de to hovedpersoner spiser romkugler og taler om piger, musik og fodbold i én stor pærevælling. Jeg vil gerne vise drengene, at det ikke er så farligt at lade paraderne falde. Det kan føles skræmmende og sårbart, men det er også rart. Og meget givende.
Det dér alfahan-trip er så megabegrænsende og ødelæggende. Og kedeligt!
Jeg synes, det er absurd idiotisk, hvis drenge kun får deres viden om sex og seksualitet fra porno og andre stereotypiske fremstillinger. Man kan beskrive sex og intimitet langt mere nuanceret og komplekst i en roman eller en novelle. Drenge skal også læse om al den usikkerhed, tvivl, sårbarhed, kærlighed og lyst, der knytter sig til det seksuelle. Det dér alfahan-trip er så megabegrænsende og ødelæggende. Og kedeligt!
Jeg vil gerne vise drengene, at det er okay at tvivle vildt meget på sig selv. At det er en styrke. Jeg er træt af den skråsikkerhed og stereotype maskulinitet, der præger tidens manderoller. Altså stop nu. Der findes ikke noget quickfix. Livet er svært. Det er sårbart ikke at gemme sig bag sin maske, men man dør ikke af det. Og det hele nok skal gå alligevel.
I litteraturen kan man virkelig gå linen ud. I min kortroman Bæst havde jeg lyst til at beskrive seksualiteten som noget dæmonisk og fremmedgørende, der ophæver skellet mellem virkelighed og fantasi. Fortællerens indre og ydre forvandling farver hans omverden i en sådan grad, at selve naturen truer med at opsluge ham. Så voldsom føles den omvæltning, når man som ungt menneske suges ind i puberteten. Den information, man får hos sundhedsplejersken, er mere faktabaseret og rummer ikke hele sandheden. Det er her, i mellemrummet mellem fantasi og virkelighed, at litteraturen virkelig kommer til sin ret.
