- ph.d.-stipendiat ved Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber, Syddansk Universitet
Illustrationer: Warmtail
Nordisk børnelitteratur har tradition for at tematisere tabubelagte emner. Siden 1970’erne har synspunktet været, at barnet behandles med respekt, når det inkluderes i diskussioner af omstridte emner som fx død, skilsmisse, sex, abort og sygdom og sidenhen flygtningestrømme, etnicitet, klimakrise osv. På samme måde udgør den danske børnelitteratur i dag et refleksionsrum for samfundets køns- og seksualitetsnormer.
Det overordnede formål med mit ph.d.-projekt er at undersøge den litterære gestaltning af køn og seksualitet i den fantastiske fortælling for børn i det 21. århundrede i en queerteoretisk optik. Det er projektets hypotese, at samfundsmæssige normændringer vedrørende køn i dag optræder i fantastiske fortællinger for børn på en sådan måde, at der nu kan tales om en kritisk opbyggelig konstruktion af genrekoder i den fantastiske fortællings kønsopfattelse i dansk børnelitteratur.
Termen “queer” har i nyere tid fået en mere eller mindre fast definition, som gør, at den betragtes som et paraplybegreb for LGBTQIA+-personer. Siden årtusindskiftet har sådanne ikke-normative variationer af køn og seksualitet indfundet sig i dansk børnelitteratur i takt med en øget interesse for repræsentation af diversitet hos både læsere og forfattere.
Der savnes imidlertid forskning i sammenhænge mellem aktuelle tematiseringer af køn og seksualitet i børnelitteratur og kulturelle normændringer i det nye årtusinds opbrud fra det 20. århundredes kønskonventioner. Den fantastiske fortælling for børn er en særligt interessant case, dels fordi den er en af de mest populære genrer blandt børn, dels fordi den fantastiske fortællings persongallerier og miljøskildringer i de seneste 20 år i tiltagende grad er blevet befolket af karakterer og karakterfællesskaber, der kan betragtes som queer og sætter spørgsmålstegn ved konventionelle kønsroller og familiekonstruktioner.
Mit projekt er blevet til, fordi jeg gerne vil besvare et simpelt spørgsmål, som påkræver et komplekst svar: Hvad kendetegner køns- og seksualitetsopfattelsen i det 21. århundredes fantastiske fortælling i dansk børnelitteratur?
I litteraturforskningen er ”queer” ikke blot en samlebetegnelse for ikke-normative individer. Det er også en måde at læse en tekst på, hvor man har blik for de normer for køn og seksualitet, som teksten opstiller. Læseren udleder derpå en tolkning af, hvordan disse konstruktioner bekræfter eller undergraver kønskonventioner – eller gør begge dele!
Jeg opererer altså med ”queer” på to abstraktionsniveauer: som et par analytiske briller, der er optimerede til at kunne nærlæse motiver og figurer, der har køn og seksualitet som omdrejningspunkt. Projektet drejer sig på den måde ikke så meget om at dokumentere og analysere queerpersoners tilstedeværelse i dansk børnelitteratur, men om at anvende et queeranalytisk blik til at karakterisere og påvise en genreudvikling med rod i en ændret køns- og seksualitetsopfattelse.
Projektet er først og fremmest et genrestudium af den fantastiske fortælling, hvis kompleksitet tidligere er blevet beskrevet fra forskellige faglige vinkler i Bodil Kampps ph.d.-afhandling Barnet og den voksne i det børnelitterære rum (2002) og Anna Karlskov Skyggebjergs ph.d.-afhandling Den fantastiske fortælling i dansk børnelitteratur 1967-2003 (2005).
Projektet står altså på skuldrene af disse afhandlinger, der som de første tematiserede genren i dansk regi, men det adskiller sig også betydeligt på to punkter: Kampp og Skyggebjergs afhandlinger beskæftiger sig grundet skrivetidspunktet primært med fortællinger fra det 20. århundrede, hvorimod jeg afgrænser empirien for mit projekt til årtusindskiftet og op efter. Dette empiriske felt har ikke tidligere været tematiseret i nogen afhandling i dansk børnelitteraturforskning, og litteraturvidenskabeligt har denne genre, som begge forskere hævder er i konstant udvikling, stået uberørt i mere end femten år. Det er problematisk, i den forstand at der netop nu sker store og vigtige forandringer inden for genren.
Mit ønske med denne afhandling er at sige noget generelt om genrens køns- og seksualitetsopfattelse i nyere tid, og derfor er det også et bredt udvalg af fantastiske fortællinger for børn, som jeg inkorporerer.
I skrivende stund består mit empiriske felt af mere end 15 bogserier, heriblandt Lene Kaaberbøls Skammer-tetralogi (2000-2003), Josefine Ottesens Kriger-trilogi (2001-2003), Kenneth Bøgh Andersens serie Den Store Djævlekrig (2005-2016), Nicole Boyle Rødtnes Elverskud-trilogi (2013- 2024), Cecilie Ekens Karanagalaksen-trilogi (2018-2020), Mette Finderups A.S.P.E-serie (2018-) og Trine Appels Ildfuglen-trilogi (2020-2023).
Jeg argumenterer ikke for, at fremkomsten af queerkøn-og seksualitet i den danske genremanifestation, som jeg afkoder i disse værker, er et pludseligt opstået fænomen. Nybruddene i den fantastiske fortællings kønsopfattelse finder derimod sted i forlængelse af genrens udvikling i det 19. og 20. århundrede og er påvirket af konkrete forfatterskaber og kulturelle paradigmeskift, som er veldokumenteret i Skyggebjergs afhandling. Men den erodering af kønskonventioner, som har indfundet sig i genren, er ikke blot en videreudvikling af barnets individualitet, men en genforhandling af, hvad der udgør et individ: Hvis barnet ikke er enten en pige eller en dreng, hvad er det så?
Et queerperspektiv kan synliggøre og nuancere dette spørgsmål. Den potentielle viden, projektet vil generere, er ikke forbeholdt den fantastiske fortælling alene, men vil også kunne overføres til andre børnelitterære genrer. Jeg vurderer blot, at den fantastiske fortælling er en særlig gunstig skueplads for køns- og seksualitetsopfattelsen i dansk børnelitteratur i kraft af genrens brede popularitet og grænsebrydende natur.
I skrivende stund er mit projekt stadig i sin spæde start og forventes først at være afsluttet i efteråret 2026. Men allerede nu peger mine analyser på nogle genremæssige tendenser, der udspringer af teksternes gestaltning af køn og seksualitet.
En tendens er, at hovedkarakteren i fantastiske fortællinger i 2000-tallet i højere grad end tidligere er et pigebarn, som i kraft af sit kønsudtryk kan beskrives som ”tomboy” – dvs. hendes sociale identitet, egenskaber og kropslighed kan afkodes som en maskulin adfærd, der i en konventionel optik opfattes som iboende hos drengebørn. Derfor oversættes ”tomboy” også ofte til ”drengepige” på dansk. Jeg læser denne tomboyisme som en slags prototypisk kvindelig maskulinitet, der efter pubertetens indtog enten kan radikaliseres og/eller tæmmes. Jeg argumenterer bl.a. for, at den radikaliserede tomboy som maskulin kvinde vil blive fremmedgjort af samfundet, mens den tæmmede tomboy indordner sig patriarkatets kønsnormer.
I litteraturen findes der forskellige strategier for denne tæmning, bl.a. moderskab og indgåelsen i et heteroseksuelt forhold. Fx i Skammeren og Karanagalaksen ser vi, hvordan henholdsvis Dina og Saga afslutningsvist stabiliseres i en romantisk relation med det ”modsatte” køn. På den måde både undergraver og understøtter genren traditionelle kønskonventioner1. I forhold til min afhandling er spørgsmålet nu, hvordan denne queerkonstruktion af pigebarnet helt nøjagtig knytter sig til den fantastiske fortællings genreudvikling, og hvilken rolle drengepigens binære modsætning – tøsedrengen – spiller i denne kønsdynamik.
Der er i dansk sammenhæng ikke udgivet nogen større studier i den fantastiske fortælling i børnelitteratur siden Skyggebjergs afhandling i 2005, og der har overordnet set ikke været forsket i dansk børnelitteratur i et køns-perspektiv siden 1970’erne. Det står i kontrast til de øvrige nordiske lande, hvor der har været interesse for feltet i årtier. Også på den internationale skala er køn en af de hyppigst adresserede tematikker i børnelitteraturen.
Tiden er moden til at kaste et tidssvarende kønskritisk blik på den danske børnelitteratur, og jeg tillader mig derfor at slutte denne artikel med en parafrasering af en anmodning, børnelitterat Victoria Flanagan lavede i en videnskabelig artikel allerede i 2010: Hvis vi skal opmuntre børn til ikke at betragte verden som et modsætningsforhold mellem det feminine og maskuline, mand og kvinde, homo- og heteroseksuel, er det vigtigt at såvel forskere som forfattere, kritikere, formidlere og undervisere stiller sig kritisk an til, hvordan visse børnelitterære genrer er kønnede, og hvordan narrative diskurser privilegerer bestemte kønsmodeller og fremmedgør andre. Jeg foreslår, at vi starter med den fantastiske fortælling.
