Kun til navlen

Luften er varm, jeg er svedig, og våddragten, som stadig er tør, er svær at få vredet mig ned i.
Jeg rykker godt til i det tykke stof for at få den  trukket over lårene.
”Her” – jeg drejer hovedet og stirrer lige ind i de grønne øjne.
Uden flere ord snurrer han mig forsigtigt rundt, så han kan få fat i lynlåsen på ryggen.
Først tager han fat ved min hofte – en hånd på hver side – og giver dragten et ryk opefter.
Derefter glider den nemmere på plads. Hans fingre tøver let ved kanten af dragten, hviler mod min lænd, før han lyner mig op.
Min hud skælver under hans pludselige berøring, og mit hjerte er stukket i galop, men det er der ingen andre end mig selv, der lægger mærke til.