Endelig kan vi løfte sløret for, hvilke to udgivelser, der bliver de danske repræsentanter på dette års IBBY Honour List.
IBBY Honour List er et udvalg af enestående, nye børne- og ungdomsbøger fra hele verden. Listen hædrer forfattere, illustratorer og oversættere fra IBBYs medlemslande og publiceres hvert andet år i lige årstal.
Et udvalg under IBBY Danmarks bestyrelse har tidligere udpeget 14 værker på en såkaldt “shortlist”, som er med i kapløbet om at blive de danske bidrag til dette års Honour List. Herefter blev de 14 værker til seks nominerede. Og nu kan vi endelig offentliggøre de to værker, som bliver de danske bidrag på årets Honour List.
Forfatterlisten
Sanne Munk Jensen og Kim Fupz Aakeson
for AU PAIR
Gyldendal, 2022
Helt igennem vidunderlig YA, der bl.a handler om klasse- og kulturforskelle, taget under kærlig behandling af forfatterne, der formår at skrive en alvorlig historie, så man sprutter af grin. Måske er det ægte dansk tragikomik anno 2020’erne?
Illustratorlisten
Adam O
for GRO
Høst og Søn/Gyldendal, 2022
GRO handler om fortællingers kraft, og om de alternative verdener der lurer lige under overfladen (eller bagved, hvem ved?). Den henter sin inspiration i “Den uendelige historie”, og viderefører en nordisk/germansk tradition for den fantastiske genre. De stemningsmættede linoleumstryk tilfører bogen sit eget særpræg og giver historien en ekstra dimension.
“Begge titler repræsenterer noget af det ypperste i et meget stærkt felt af dansk børne- og ungdomslitteratur. Og AU PAIR og GRO fortjener begge at få øget opmærksomhed i udlandet,” siger IBBY Danmarks nyvalgte bestyrelsesformand, Christian Bach. “Der er på en og samme tid noget både meget dansk/nordisk og et internationalt format over disse to titler.”
Et vigtigt kriterie i udvælgelsen af Honour List-titlerne er, at bøgerne repræsenterer noget af det ypperste på det enkelte lands børne- og ungdomslitterære scene, og at bøgerne egner sig til udgivelse i hele verden.
IBBY Honour List understøtter et af IBBYs grundlæggende formål om at fremme international forståelse gennem børne- og ungdomslitteratur.
“Vi glæder os til via den opmærksomhed, som IBBY Honour List altid får, at være med til at sprede budskabet om disse to stærke bøger i udlandet,” siger Christian Bach. “Stort tillykke til Sanne Munk Jensen, Kim Fupz Aakeson, Adam O. og deres forlag, Gyldendal.”
Det er udelukkende titler udgivet fra efteråret 2020 til og med september 2023, som kan indstilles til Honour List 2024.