Liva, Naja, Sara, Louis, Gunnar, Bror, Olga, Joakim, mor, far og katten Mulle er det, der betyder noget for Mira. Mira er på vej til at blive voksen. Hun har fået menstruation (kan man så deltage i motionsløbet rundt om søerne? Ja, lyder det fra mor og læreren). Hun bor fortsat på husbåden sammen med Joakim og mor. Liva bor ved siden af, hun har afrohår og brun hud, og en dag overhører Mira, hvordan en gruppe drenge driller Liva. Der må gøres noget. Den slag skal man ikke finde sig i.
Der er flere tematikker her i Mira-bog nummer 9. Vennerne fylder dog det meste. Mira får lov at holde en sleepover i sommerhuset, og her leger de ”Ånden i glasset”. Det skræmmer dem alle, og da Mira skal overnatte alene den følgende nat er hun fortsat skræmt. Et andet tema er mobningen af Liva. Her tager mor også ansvar, selv om Miras mor som vanlig er distræt og meget lidt praktisk.
Rasmus Bregnhøi har illustreret, og han begynder så fint med portrætter af alle som intro. Her er også en beskrivelse af alle personerne, så man ved, hvad der venter. De fleste vil nok have læst de foregående otte Mira-bøger, men har man ikke læst noget i serien før, så hjælpes man godt på vej her.
Det er vedkommende problemer for tweens, der her tegnes og skrives frem.
Som i de øvrige Mira-bøger er der en række ”episoder”, der tegnes frem. Der bruges tegneserieruder, der er insta-opslag, der er enkelte helsides-tegninger. Alt er fulgt med tiden. Det er vedkommende problemer for tweens, der her tegnes og skrives frem. Rigtig mange vil kunne genkende sig i Mira og hendes vennekreds.
Og så er de voksne (og særligt Miras mor og Joakim) noget så særligt som helt almindelige fornuftige voksne, der er sjove og ansvarsfulde på et rimeligt niveau. Nok har Miras mor købepizzaer med til den fælles sommerfrokost for klassen (nummer 17 med ekstra ost), men det er jo fordi hun i virkeligheden ikke gider lave mad og hellere vil lave noget kreativt.
Mira vil også gerne lave noget kreativt. Og da hun jo har været søvnløs den nat, hun var alene i sommerhus, så er der sidst bogen en opskrift på, hvordan man laver sin egen drømmefanger. Nemt: ståltråd, snor, fjer, sten, dimser, limpistol, knibtang og nogle muslingeskaller. Så er den der.
Mira er en pige, man gerne vil kende
Mira er en pige, man gerne vil kende. Heldigt, at der er kommet et så fremragende samarbejde mellem Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi. De arbejder sammen i et godt makkerskab. De siger selv om samarbejdet mellem tekst og tegninger:
“Vi snakkede længe inden første bog om, hvem Mira var, hvem hendes venner var, hvad hun gik op i. Vi troede, at arbejdet skulle være ret sideløbende, men det var for hårdt,” forklarer Sabine. Tekst ændrer sig i redigering, og tegninger skal derfor tit tegnes om. “Det fungerer ret godt, at Sabine leverer et færdigt manuskript, og så tegner jeg,” siger Rasmus. “Nu siger du ‘færdigt’, men det er det jo ikke. Jeg ved ikke præcis, hvordan Rasmus vil vise det, jeg skriver. Tekst kan slettes eller rettes, fordi den bliver overflødig. Og andre gange kan han bede om flere ord,” fortæller hun. “Jeg tilføjer måske en taleboble og spørger, om det er okay, at de siger noget, hvis det giver et bedre flow til billederne,” uddyber han.”
Sådan. Der må gerne komme mange flere Mira-bøger. Hun bliver ældre og ældre og følger dermed læserens på vej i livet.
