Børnebogen Kalle og Kaptajn Skipper af Ole Lund Kirkegaard og Nana Bang Kirkegaard indledes således:
”Den dreng, vi nu skal høre om, hed Kalle.
Da denne historie tog sin begyndelse, var Kalle otte år gammelt, og han var lige så fuld af kridt og narrestreger som en hundehvalp.
Kalle boede i Tolleby, og Tolleby lå helt ude ved havet. Byen havde små, stejle gader, som alle sammen endte nede ved havnen.”
Så er vi i gang.
”De fleste mennesker tror, at skatte er af guld.” Det er et citat af Ole Lund Kirkegaard, der står som intro til denne nye (og alligevel gamle) børnebog af Ole Lund Kirkegaard.
Gummi-Tarzan, Orla Frøsnapper og næsehornet Otto er kendt og elsket af alle børn (og voksne), der er vokset op med Ole Lund Kirkegaards fortællinger om drenge, der altid er gode til et eller andet, de skal bare finde ud af, hvad det er.
Ole Lund Kirkegaard blev født i 1940, han døde i 1979, og nu har hans datter Nana Bang Kirkegaard stået bag udgivelsen af Kalle og Kaptajn Skipper, der er en fortælling, der lå i Ole Lund Kirkegaards efterladte papirer. Den historie har ligget der længe, men i forbindelse med etableringen af ”Frøsnapperbyen” på Frilandsmuseet hun besluttet sig for at historien om Kalle og Skipperen med træben skulle ud i verden. Tak for det.
Nana Bang Kirkegaard er (siger hun selv) gået nænsomt til den originale tekst. Der er strøget nogle vendinger fra 1970’erne, der ikke ville gøre noget godt i 2026. Og så har hun færdigskrevet en slutning på historien.
Det er herligt, at hun har fået Mikkel Straarup Møller som illustrator. Han har den helt særlige naivistiske stil, der passer lige præcis til en Ole Lund Kirkegaard-fortælling. Han giver et oversigtsbillede af Tolleby, der danner rammen om historien. Her ser man Café det sidste Håb, der er havnebassinet, fiskerhytter, et fyrtårn og nogle skæve huse, der indrammer byen. Og når han illustrerer Kaptajn Skipper, den enbenede skipper med et vildt fuldskæg, så ser man netop en Kaptajn Skipper. Kalle er en lille dreng med fantastiske ansigtsudtryk, der skifter alt efter om han er søsyg eller har lyst til at råbe Hurra.
Historien er helt Kirkegaardsk. En nysgerrig dreng kommer med det gode skib Esmeralda ud på de syv verdenshave. Her møder de meget og mange, også NokNokerne. De kommer hjem igen og kan nu fortælle gode historier, når man mødes på Café det sidste Håb.
Det er en 1970’er-fortælling, hvor der er en énstrenget handling, barnet er den bærende figur, der er ingen voksne, der bliver særligt bekymrede fordi Kalle er ude om natten. Og heller ikke, da han tager med Esmeralda, lyder der klageråb fra forældrene.
Det er en historie, man gerne vil læse op. Og det er en historie, der fortæller om nysgerrighed og gå-på-mod og tro på egne evner. Det er også en historie, der er umiskendelig Ole Lund Kirkegaardsk.
