Det er længe siden, hun har tegnet hjerter til mig. Altså til andre end Oliver. Og SKAM-William og ham med pandebåndet.
Jeg smiler til hende, og mens jeg begynder at farvelægge hjerterne, undertrykker jeg den stramme fornemmelse i halsen, der langsomt er begyndt at tage vejret fra mig.
Ida og Vera er bedste veninder. De er 16 år gamle, og ud over deres mange andre interesser, er en voksende opmærksomhed på drenge begyndt at fylde. I den sammenhæng er hjertebogen blevet introduceret. En bog hvori pigerne på skift tegner fem tomme hjerter og skriver navnet på en mulig kærestekandidat. Efterfølgende skal den anden udfylde de tomme hjerter i forhold til, hvor godt hun synes om kandidaten – en slags forelskelsesanmeldelse.
Ida og Vera er som nat og dag. Vera er den udadvendte, snakkesaglige type, der altid er det naturlige midtpunkt – både til håndbold, hvor hun er den bedste spiller og selvfølgelig anfører, men også i klassen, hvor alle, som en selvfølge, stopper op og lytter til hende, hvis hun har noget på hjertet.
Ida er hendes modsætning. Hun er den stille og mere eftertænksomme type. Tager ikke ordet, med mindre det er strengt nødvendigt. Hun holder sig helst i baggrunden i en observerende position.
De forskellige energier og personligheder har gennem årene skabt et stærkt bånd imellem pigerne, men pludselig sker der et skred, i hvert fald for Ida.
I større forsamlinger bliver Idas generthed til noget tungt og lammende. Hun føler sig fastlåst i sig selv, mens samtalerne flyder omkring hende uden at hun føler, at den nogensinde når hende. Ved siden af hende stråler Vera. Jo flere mennesker der er, desto mere synes hun at vokse: mere levende, mere eftertragtet, mere hjemme i verden. Folk søger hende og elsker hendes selskab.
Ida ser det hele ske med en følelse af afmagt, som om hun langsomt bliver visket ud. Som om hun bliver mindre i takt med, at Vera bliver større. For hvad er hun egentlig uden Vera? Hvis Vera en dag opdager, at hun kan få alt det, Ida aldrig vil kunne give hende, er der så nogen grund til at blive i venskabet?
Bogen er en hjertevarm fortælling om pigeliv, venskab og alt det, der følger med, når man prøver at finde ud af, hvem man er. Den handler om den slags usikkerhed, der kan fylde det hele indefra, selv når det udefra egentlig ser helt anderledes ud. Ida tvivler hele tiden på sig selv, sammenligner sig og føler, at hun står lidt i skyggen. Men for læseren er det tydeligt, at hun slet ikke behøver at være så hård ved sig selv.
Hun er ikke forkert. Ikke mindre. Ikke ved siden af. Hun er bare i gang med at finde sin plads. Og måske er det netop det, der gør hende så genkendelig: at man som læser hele tiden kan se, at hun allerede er lige præcis den, hun skal være, længe før hun selv kan.
