Mange børn er bange for noget; mørke, uhyggelige lyde, at blive væk, specifikke dyr og steder. Der er nok at vælge imellem. Men hvad sker der, når fortegnene skifter? Hvad sker der, når vampyr-pigen Hannah Hugtand, der er vandt til at være den, der skræmmer andre, som elsker mørke, ulvehyl, edderkoppespind og mareridt, pludselig drømmer om nuttede bamser, ser englebasse-skyer i himlen og er…. Sød!
”Og du, lille vampyr. Hvordan ser du rigtig farlig ud, når du skal skræmme?”
Hannah stivner. ”Øh… Jeg… æh… jeg vil slet ikk’ skræmme… jeg vil hellere KRAMME! Jeg vil ha’ sådan en stor lyserød plyspels på som en sød, blød bamse.”
Resten af klassen bliver dødstille, som var de forstenede. Hvad er der dog sket med Hannah? Hannah, der plejer at være den bedste til at skræmme.
En dag går Hannah i søvne. Hun går ud i skoven, hvor en lille, nuttet, lyserød fe med glimmerstav fortryller hende. Da hun vågner, er alt forandret. Hannah har fået antipati mod alt det, der førhen definerede hende, og hun oplever pludselig en stærk aversion mod alt, der er uhyggeligt. Hendes forældre mener, at der er noget grueligt galt med deres datter, hvorfor de slæber hende med til psykolog for at blive undersøgt. Fru Hjernevrids løsning bliver dog ikke helt som forældrene havde tænkt:
”Jeg tror jeg kender jeres problem… I voksne blander jer for meget og bestemmer alt hvad Hannah skal. Det er problemet…”
Frem til dette punkt er historien faktisk glimrende, og der er blevet kastet nogle uventet spændende bolde op i lufte. Historien om Hannah Hugtand og hendes uvante sindstilstand kan tages i mange spændende retninger, men desværre vælger bogen, efter min mening, en meget uspændende retning uden kant. Det er faktisk som om, at bogen ved halvvejs-mærket bliver en anden bog, der introducerer helt nye handlingstråde, der overtager alt det, som bogens første halvdel søsatte.
Familien vil tage Hannah på en art dannelses-uhygge-rejse til Skotland for at lære hende om uhyggens historie. De sejler med Den Flyvende Hollænder i et intermezzo-kapitel, der forsøger at spæde til med lidt fakta om den sagnomspundne Dødssejler. Da de ankommer til Skotland, hører vi lidt om det faktuelle Urquhart slot og om Vandkelpien; en mytisk skabning i skotsk folklore. Og så selvfølgelig Loch-Ness uhyret, som Hannah møder. Og her udfolder sig igen endnu en ny handlingstråd, hvor Hannah skal redde ”Nessies” æg fra at blive stjålet af cirkusdirektøren Bandino Skummelweiz.
Historien stikker i mange forskellige retninger, og ingen af dem er synderligt spændende. Selv skrivningen synes at dale i kvalitet og lyder i store dele som en forskønnet elev-tekst. At den så endda slutter med, at Hannah finder modet til at skræmme cirkusdirektøren væk, og derved finder tilbage til sit gamle skræmmende jeg, gør, at det er svært at finde ud af, hvad bogen egentlig prøver at sige.
Bogen er rigt illustreret med sort/hvide tegninger, der ligger i grænselandet mellem Ole Lund Kirkegårds og Korky Paul, hvilket klæder historiens humør og stemning fint.
Andet bind i serien om vampyren Hannah Hugtand, bygger på en sjov præmis, men synes undervejs at have svært ved at finde både fokus og en egentlig handling. Den ene handlingstråd overtager den anden, indtil man til sidst er så langt væk fra afsættet, at det hele ender lidt diffust. Sproget er meget børnevenligt, og humoren er nok for pueril til de 8-12-årige. Forlaget anbefaler den som højtlæsning fra 6 år, og dét er nok et bedre bud.
