Hvordan møder man egentlig nye mennesker? Hvordan skaber man relationer til nogen, hvis man lige er blevet født ud af en bjergside og aldrig har prøvet det før? Ja okay, det er nok de færreste, der kan relatere til det sidste spørgsmål, men det er nu engang præmissen for vores hovedperson i Lene Larns nymoderne eventyr om frisøren med den sølvblinkende saks.
Anker gror ganske enkelt ud af et fjeld, iført en kittel med knapper og en saks i lommen. Som var det ham forudbestemt, drøner han ned i byen og åbner en frisørsalon. Kunderne valfarter til og får de mest spektakulære frisurer, der på den ene eller anden måde bringer dem stor gavn i deres daglige virke. Alt spiller – lige indtil de tilfredse kunder forlader salonen og beder Anker hilse. For hvem skal han hilse? Han har jo ingen. Han kender ingen. Han har bare sig selv, han er, jo for pokker lige bliver udruget fra et fjeld.
Mere kompliceret er historien ikke, selvom Ankers forestående opgave selvfølgelig er omstændig. Lene Larn stiller det essentielle spørgsmål: hvordan opnår man det, man drømmer om? Anker ønsker sig brændende en ven, en familie, en kone – noget af det, folkene i byen beder ham hilse. Han nærer et behov for at høre til et sted; for at være noget for nogen. Om aftenen går han hjem, trist over at være alene, indtil han til sidst beslutter sig for at gøre noget. Hende Solvej fra Gråspurvevej er virkelig sød og får det til at banke hårdt bag Ankers ribben. Anker vover pelsen og kaster sig ud i det:
”Jeg tænkte, om du ville være min bror. Nej, jeg mener, onkel, nej, selvfølgelig ikke min onkel.” Anker ler forfjamsket. ”Jeg mener… vil du, vil du…”. Han er nu så befippet, at han går en runde på Solvejs græsplæne og klipper den helt ned. Dernæst trimmer han to buske, de kommer til at ligne ballondyr, som noget er gået galt for. Tilbage ved hoveddøren hvisker Anker hæst: ”Jeg tænkte på, om du ville være… min ven?”
Lene Larn har selv skrevet, illustreret og klippet papir til ”Frisøren med den sølvblinkende saks”. Sproget er finurligt, legende og med en god portion humor. Hendes tegninger er holdt i simple, næsten naivistiske blyantstreger, imens hendes papirklip både er et anerkendende nik imod en af eventyrenes mestre, samtidig med, at de er umådeligt flotte! Vi snakker små kunstværker i deres egen ret. Og så er det smart tænkt, at blyantsillustrationerne primært viser hvad der sker på ydersiden, imens papirklippene i højere grad tager os ind i Ankers følelser. Man kan snildt fordybe sig i begge billedsider i lang tid.
Alt i alt er det en virkelig skøn billedbog Lene Larn har begået. Et eventyr, ja, selvom den (måske bevidst) bryder med flere af de klassiske greb, men måske vigtigere er det en velskrevet historie med et vigtigt og kløgtigt formidlet budskab. En livsklog bog, man kan læse med sine børn hvert andet eller tredje år, hvor den vil åbne op for nye betydninger og samtaler hver gang.
