Det er otte gode børne – og ungdomsbogforfattere, der står bag otte nye noveller, der alle har et eventyr af H.C. Andersen som inspirerende forlæg i novellesamlingen Et barn i en verden.
Søren Jessen har været inspireret af Lille Claus og Store Claus i novellen Lille Alf og Store Alf. Sanne Munk Jensen har forfattet Kald mig Molly” på ryggen af Tommelise, Jesper Wung-Sung har titelnovellen Et barn i en verden, hvor det er Den lille pige med svovlstikkerne, der har været inspirationen.
Så er der Mette Vedsø med Anemone, hvor det er Grantræet, der har været afsæt, Malene Sølvstens Havskum er inspireret af Den lille havfrue og Kim Fupz Aakeson er forfatter til Kajsers nye jakkesæt, der (naturligvis) er en version af Kejserens nye klæder“.
De vilde svaner giver Mads Ananda Lodahl en fortolkning af i Svanesøstre og endelig er der et digt af Cecilie Eken, Mit hjertehjem, hvor I Danmark er jeg født har været inspirationen.
I år er det 150 år siden, at H.C. Andersen døde. Der er altid grund til at læse H.C. Andersens tekster, særligt hans eventyr, men det er også inspirerende at læse nye tekster, der er inspireret af de klassiske eventyr. Temaerne er jo eksistentielle og almengyldige. Hovmod, identitet, social uretfærdighed, angsten for ikke at være med i gruppen, naturens betydning og glæden ved Danmark er altid relevante temaer for børn, unge og ældre.
Det kræver mod at nyfortolke og give nye versioner af nationalforfatteren over dem alle, men alle forfatterne har modet til at gøre et forsøg. Og det lykkes. Selvfølgelig.
Det kræver mod at nyfortolke og give nye versioner af nationalforfatteren over dem alle, men alle forfatterne har modet til at gøre et forsøg. Og det lykkes. Selvfølgelig.
Sprog og miljø bliver nutidigt, og man læser teksterne for deres egen skyld. Samtidig har man jo et tilbageblik til H.C. Andersen, og dette tilbageblik og den intertekstuelle reference giver en særlig pondus til de nye tekster.
“Ude i skoven boede jeg. I huset bag det hvide staktik. Det var her, jeg var lille, og det var her, jeg blev større, det var her, jeg spiste og her jeg blev mæt.” Sådan lyder Mette Vedsøs indledning til Anemone. Og teksten slutter med: “Jeg lukkede øjnene, og for mit indre dukkede det hele op – egetræet, bøgen og søen, jeg så kastanjen og mariehønen, og selvfølgelig så jeg også fødselsdagsflaget på bordet og alle mine hvide venner foran vinduet. Jeg åbnede øjnene. Trækronen var tæt som en grøn parasaol. Når lyset forsvinder fra skovbunden, dør anemonen, sådan var det, det vidste jeg. Væk, væk, væk, hviskede jeg. Forbi, forbi, forbi.”
Man aner jo H.C. Andersens “Væk, væk, væk” fra Svinedrengen, men også Grantræet, der har været inspiration til Vedsøs tekst, der fik en lige så sørgelig slutning på tilværelsen med: “Drengene legede i gården, og den mindste havde på brystet guldstjernen, som træet havde båret sin lykkeligste aften; nu var den forbi, og træet var forbi og historien med; forbi, forbi, og det bliver alle historier!”
Når det lykkes for forfatterne at fortælle gode, spændende, til tider sjove og vedkommende historier med inspiration fra H.C. Andersen, så er det fordi, de alle læser teksterne alvorligt og med stor respekt. Herefter har de digtet deres helt egen historie. Derfor lykkes det.
Der er et sprogligt overskud på alle sider, og det er tekster, man gerne læser og taler om.
Der er et sprogligt overskud på alle sider, og det er tekster, man gerne læser og taler om. Bag i bogen er der en kortere præsentation af forfatterne.
De sidste ti sider er givet til lærebogsforfatteren Trine May. Hun giver en kort præsentation af alle tekster, hun fortolker dem, eller hun giver et bud på en fortolkning. Og så er der et par sider med didaktiske overvejelser til dansklæreren. Det er et meget “dansklærer-agtigt” valg, at man hermed får givet de otte gode tekster et tydeligt “lektie-mærkat”. Der skiftes genre fra “eventyr-anno-2025” til “korte-tekster-til-danskundervisningen”. Det er et ærgerligt valg.
Der skiftes genre fra “eventyr-anno-2025” til “korte-tekster-til-danskundervisningen”. Det er et ærgerligt valg.
Det er tekster, der vil være spændende at tale om – også i danskundervisningen – men det er først og fremmest gode historier, man kan læse for at blive underholdt og overrasket og mindet om H.C. Andersen.
Sidste strofe i Cecilie Ekens tekst Mit hjertehjem lyder sådan:
“Vil du tænke på os
og måske en dag forstå:
Det sted du si’r du elsker
må du også passe på.”
Det gælder ikke blot Danmark, det gælder hele verden med dyr og planter, og det gælder også den kulturelle arv, vi har med os fra forfatterne før os.
