”Men en af dem talte! Den sagde ”mad”. Og bagefter hørte jeg den sige fars navn, og jeg er sikker på, at den også bad om hjælp. Hvis de kan tale, er de vel ikke dyr.”
Det er Josefine Ottesens serie Det døde land, der nu genudgives her femten år efter at Golak, som første bind hedder, udkom første gang. Det er fortællingen om kampen mellem ondt og godt, kampen mellem to brødre, kampen mellem det gamle og det nye, og det er kampen for at vedblive at være et menneske.
Det er fortællingen om kampen mellem ondt og godt
I begyndelsen af bogen står der:
”Jonah rejste sig hurtigt. – Det ved du ikke noget om, Mik. Du har ikke været længere væk fra landsbyen end et stykke ned ad floden for at fiske. Du aner ikke, hvad der skete før det store sammenbrud. Du er vokset op her og har aldrig interesseret dig for, hvad der findes uden for dalen. Du stoler blindt på nogle gamle mænd, der bestemmer alt.”
Jonah tror ikke på de gamle mænd. De har tabt, mener han. Verden er fortabt. Nogle rester er endnu tilbage fra den tid, hvor der åbenbart var resurser og mad til alle. Jonah er på besøg hos Hakim, og her står der:
”Hakim satte sig på hug og vendte en af dem om. Med en næsten kærlig bevægelse strøg han hen over det bulede metal. Forbrændingsmotor. Dem var der ikke mange af til sidst. Fossilt brændstof. Duer ikke. Alt for store omkostninger.”
Det er altså en science-fiction-roman, men den har mange temaer fra nutidens verden. Hvad sker der, når vi har brugt verdens resurser? Hvordan klarer man sig i en verden, hvor sandheden er så svær at finde?
Det er en spændende fortælling om Jonahs liv. Golakkerne lurer i de øde bjerge, og golakkerne er deforme monstre, der er dæmoniserede i menneskenes fortælling. Men er golakkerne nu så onde og umenneskelige, som der siges?
Golak er første bind i denne fremragende serie. Godt sprog, og som hos Josefine Ottesens andre værker, er det en fortælling, der er medrivende og som rammer den unge læser i en søgen efter egen identitet.
I genudgivelsen er forsiden ændret. I begge udgaver er det Emil Landgren, der er illustrator, men fra en mørk blåsort forside med Jonah i en sort port i 2008, så er forsiden nu en handlekraftig Jonah på toppen af en ruin. Herfra kæmper han mon monstre og golakker, der bider ham i haserne mens alt brænder i baggrunden. Indholdsmæssigt er der ikke sket ændringer. Der er anmeldercitater på forsiden, og der er et forfatterportræt på sidste side. Ellers er det Golak i 2024 helt som i 2008.
