”Du vender dig om. Der står hun og smiler sødt. Et kort øjeblik bliver du i tvivl. Det dér kunne godt være din rigtige bedstemor. Men så afslører det røde lys i øjnene, at det ikke er hende. Du har to muligheder nu. Skynd dig at hoppe op på kassen, hiv i snoren, og kravl op på loftet. Eller kast den tunge bog lige i fjæset på robotbedstemor, og håb, at det stopper hende”
De såkaldte “vælg-selv-handlingen”-bøger har fået lidt af en genopblomstring de seneste år. Tilbage i start-80’erne var især Steve Jackson og Ian Livingstones Sværd & Trolddom-bøger uhyre populære, hvor rollespil og terningekast blev blandet ind i eventyrlige fortællinger, hvor hovedpersonens skæbne lå i læserens hænder. Dette koncept har vi set mere og mere af i nyere bogudgivelser, fx Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøis Mira på lejrskole eller Emil Langgrens Chilizombierne, hvor læseren bliver præsenteret for en række valg undervejs, der giver læseoplevelsen forskellige udfald alt efter, hvad man vælger.
De analoge fortællinger skulle selvfølgelig også digitaliseres, fx i Søren Jønssons Smart Book-serie, hvor man undervejs i bogen skal scanne QR-koder med sin mobil eller tablet. Disse koder fører læseren ind i digitale mysterier, der skal løses, eller fjender, der skal besejres i form af små mini-spil. Som antitese til digitaliseringen gik Jakob Ege Hinchely og Elias Eliot tilbage til rødderne med et par utroligt gennemførte rollespilskampagner i deres serie Blod & Stål. Denne serie er et respektfuldt nik til Sværd & Trolddom-bøgerne, hvor man igen skulle udfylde karakterskema, vælge attributter og slå med terninger undervejs.
Uanset i hvilken form eller format “vælg-selv-handlingen”-bøgerne er blevet præsenteret, er ideen den samme: at gøre læseoplevelsen ekstra engagerende for læseren, der bliver gjort ansvarlig for handlingens forløb og får en følelse af, at det er ens egne valg, der er afgørende for, om hovedpersonen når helskindet igennem. Således også med Casper Grundtvigs to nye bøger Bedstemors hævn og Dræberklovn i Tivoli, der er en del af Alineas læsetræningsbøger under Rød læseklub (læsepædagogisk bearbejdet til lix 20 med et indhold, der henvender sig til 9-13-årige).
”Bedstemor? Hvorfor er dine øjne så røde? spørger du. Det er, så jeg bedre kan skyde dig med laser!” svarer hun og affyrer to fede laserstråler ud af øjnene”
I Bedstemors hævn skal man besøge sin oldgamle bedstemor, men ens forældre har glemt at fortælle, at bedstemor måske er blevet erstattet af en robotbedstemor, der vistnok er gået i udu og ved en fejl er blevet programmeret til at dræbe én! Og i Dræberklovn i Tivoli bliver man i Tivoli efter lukketid med sin ven Luca, hvilket skal vise sig at være en horribel idé, da en blodtørstig dræberklovn hersker i Tivoli efter lukketid. Formår læseren mon at træffe de rigtige beslutninger, der kan redde hovedpersonerne ud af henholdsvis robotbedstemorens hus og Tivoli?
… en til målgruppen rimelig gennemført light-version af “vælg-selv-handlingen”-bøgerne.
Casper Grundtvig har med disse to udgivelser skrevet en til målgruppen rimelig gennemført light-version af “vælg-selv-handlingen”-bøgerne. Handlingen er meget simpel i begge bøger, og hvor valgmulighederne i de førnævnte Sværd & Trolddom– og Blod & Stål-bøger forgrener sig massivt og skaber nærmest hundredvis af forskellige handlingstråde, har man i disse to bøger sjældent mere end to muligheder ad gangen, hvoraf det ofte er let at gennemskue, hvilken man ikke skal vælge.
Fx da man bliver jagtet af dræber-bedstemorrobotten og har mulighed for enten fortsat at flygte eller at stoppe op i køkkenet og rode karamelskålen igennem efter noget lækkert! Til gengæld er bøgerne også pædagogisk udtænkt, så hver gang man vælger forkert og ender med at dø, bliver man genpræsenteret for den mulighed, man skulle have taget, for på den måde hele tiden at kunne fortsætte læsningen.
Og uanset om man bevidst vælger forkert så ofte som muligt – hvilket nogle læsere helt sikkert vil finde sjovt – er det overkommeligt at komme igennem begge bøger. De er bestemt heller ikke blottet for overraskende slutninger og gode mængder humor. Jeg grinede med lyd på, da man i Dræberklovn i Tivoli i starten bliver præsenteret for bogens første valgmuligheder: at blive i Tivoli efter lukketid med vennen Luca eller være den fornuftige, der tager med resten af klassen hjem.
Vælger man at være fornuftig, står man op næste dag, fuld af energi, fordi man kom tidligt hjem og fik sovet igennem. Måske for meget energi, for da man suser ned ad trapperne i skolen, snubler man, banker hovedet ned i trappen og dør! Og som der står, så var det jo nok bedre, hvis man var blevet i Tivoli efter lukketid!
På billedsiden har henholdsvis Louis Kønig-Wheatley og Thomas Hjorthaab lagt streg til, begge med det benspænd, at det hele er holdt i sort/hvid, med få stænk af blodrød. Louis Kønig-Wheatley er godt valgt til Dræberklovn i Tivoli, da han blander skarpe kanter og linjer med et gennemgående abstrakt og grotesk udtryk i klovnen, hvilket gør den tilpas mareridtsagtig. Thomas Hjorthaab er et fremragende valg til at bringe den tossede gyserfortælling om robotbedstemoren til live, hvor den sort/hvide gyseræstetik blandes med hans karakteristiske streg, der først og fremmest er komisk.
Det er en tilpas simpel udgave af konceptet, som virker medrivende og engagerende uden at kræve flere timer af sin læser.
Nu skrev jeg indledningsvis, at Casper Grundtvig har skrevet en light-version af “vælg selv handlingen”-genren, og det kan lyde nedladende, men det er på ingen måde tilfældet. Det er en tilpas simpel udgave af konceptet, som virker medrivende og engagerende uden at kræve flere timer af sin læser. Der er gys og humor, og spændingsniveauet er tårnhøjt, da man praktisk talt bliver jaget fra første til sidste side i begge bøger. Det er på intet tidspunkt oplagt at gøre ophold i læsningen og sætte et æseløre for så at vende tilbage senere. Man vil, netop fordi man jo er hovedpersonen, gerne gennemføre historierne, så man kan ånde lettet op.
