Fra guder til jætter, fra norner til mennesker, fra Asgård til Udgård – og retur. Kenneth Bøgh Andersen har taget fat på sin Valhalla-trilogi, og første bind river os direkte tilbage til den nordiske gudeverden i et dundrende tordenskrald af en børnebog.
Det er en af årets mest ventede bøger. I hvert fald set med denne anmelders øjne.
Kenneth Bøgh Andersen har sendt den første af sine tre Valhalla-bøger på gaden. Forfatteren fortæller selv, at han aldrig havde turdet drømme om at skrive en roman baseret på Henning Kures og Peter Madsens fortællinger om de nordiske guder – fortællinger, mange af os er vokset op med, og som mange stadig vender tilbage til med glæde.
Valhalla (1) – Gudernes land tager udgangspunkt i de første fem Valhalla-tegneserier – bortset fra nummer 3, Odins væddemål – hvilket handlingsmæssigt giver god mening. Bogen er delt i tre dele. Denne anmeldelse vil ikke indeholde resuméer af de tre historier, men dog konstatere, at tempoet er højt og gudefedt.
… tempoet er højt og gudefedt.
Kenneth Bøgh Andersen skriver sig med vanlig loyalitet og grundighed ind i Valhalla-universet – ligesom han gjorde med sine genfortællinger af Frankenstein, Jekyll og Hyde og Dracula. Og så er der også plads til Bøgh Andersens egne tilføjelser til historierne.
Tro mod de originale fortællinger
I Valhalla – Gudernes land er Kenneth Bøgh Andersen tro mod de originale fortællinger, men han er samtidig bevidst om en væsentlig forskel mellem tegneserierne og romanformen. I romanen kan den alvidende fortæller tage os med ind i personernes tanker og følelser, hvor vi i tegneserien typisk ser dem udefra og selv må danne os billeder af deres indre liv.
Bogen er bygget op som en rammefortælling med prolog og epilog, hvor vi møder alfaderen Odin og hans rådgiver Mimer, der for længe siden måtte lade hovedet rulle. Nu befinder det talende og meget (næs)vise hoved sig i Valhal ved Odins side. Det nye ligger i, at Odin og Mimer spiller et skakspil, der i sin helhed udgør guders og menneskers skæbne. Odin kan ikke se alt, og der hviler en uro over ham. Spillet peger frem mod det kommende Ragnarok, og de to spillere ved, at fremtiden er dyster. Desuden er Odin en rimelig dårlig taber – og selv gudekongen ser sig ikke for god til snyd.
En klædelig, kompleks fortælling
Handlingsmæssigt møder vi de to menneskebørn, Tjalfe og Røskva, og her trækker Kenneth Bøgh Andersen på viden, man kun får ved at læse den samlede tegneserie, for særligt Røskva er ikke som andre børn – hun har særlige evner, og det kommer meget tidligt til udtryk i bogen. Det bidrager til en mere kompleks fortælling, som klæder både denne og formentlig også de næste to bøger.
Guderne er for mestendels repræsenteret ved tordenguden Thor og den listige Loke, men vi møder en bred skare af både guder og jætter. Det er tydeligt, at Kenneth Bøgh Andersen har lagt sig tæt op ad dialogen fra både tegneserien og tegnefilmen fra 1986.
Her er højtlæsning, selvlæsning – og måske på sigt lyttelæsning – for alle børn i den sene indskoling og på mellemtrinnet. En kraftig opfordring til CFU’erne: anskaf klassesæt af bogen. De skal nok blive lånt ud.
En kraftig opfordring til CFU’erne: anskaf klassesæt af bogen. De skal nok blive lånt ud.
Eneste anke mod bogen er, at jeg havde forventet flere illustrationer fra Peter Madsen. Bogen indeholder tre nye, men jeg havde håbet på flere. Valhalla står centralt i dansk tegneseriehistorie, og enkelte supplerende illustrationer havde kun løftet bogen yderligere.
”Ser du alt eller ej?
Nej.
Det er der ingen, der gør.”
– Vølvens tale
