”Det barn er ikke af denne verden”. Moster Evy bukkede sig ned over vuggen, hendes store, lodne næsebor vibrerede.
”Ja, er hun ikke skøn?” sagde Livs mor.
”Du misforstår mig, ungen hører ikke til her”
Liv har altid været lidt af en særling, men Jonas, hendes storebror, elsker hende ubetinget. Da deres forældre fortæller dem, at de skal flytte ind til København, begynder Liv at tale om den gamle og mystiske Puk, der bor i den nærliggende skov, som hidkalder hende og siger, at der er ”brug for hende at andet sted”. Og så er hun væk. Som havde hun aldrig eksisteret. Ingen, ud over Jonas, kender til en Liv. Jonas ved, at han ikke er sindssyg, og med hjælp fra den fordrukne og fallerede – og dog forstandige forfatter Alfred, kommer han på sporet af, hvordan han kan få sin lillesøster tilbage. Han må rejse til landet Ur, der er Jordens fjernlager. Alt, hvad der findes eller kan udtænkes på Jorden, findes og udtænkes først i Ur. Men det grufulde maskinmonster Apparatus er i færd med at fortære alt omkring sig, og Jonas må alliere sig med alt fra levende tøjdyr til marionet-dukker og trolde for at tage kampen op imod Apparatus – og finde Liv.
Adam O. har på forholdsvist kort tid og med forholdsvist få udgivelser, skabt en stor og unik stemme i den danske børnelitteratur. Han skriver historier, der enten er poetiske, komplekse eller gigantiske i skala og verdensopbygning. Billedbøgerne om Lulu Lukøje er et eksempel på det første; Linoleumstryk-romanen Gro det andet, og serien om Den rustne verden det tredje. Troldenes tid er det hele! Det er brusende fantasi for alle pengene, der leger med alle de store temaer om det gode mod det onde, og som på den ene side forholder sig klassisk til eventyr- og portal-fantasygenren, men som samtidig kommenterer på hyperaktuelle problemstillinger. Adam O. lægger ikke skjul på, hvad hans ambitionsniveau her er, og hvilke værker han trækker på. Tag bare denne passage, hvor Alfred fortæller Jonas om, hvordan han skal finde Liv:
”Puks verden ligger ikke langt fra vores. Det er blot at finde en indgang til den. Kaninhuller og tornadoer er traditionelt gode bud, men klædeskabe, bundløse brønde og små, undseelige døre kan også fungere”
Således får Adam O. lige listet Alice i eventyrland, Troldmanden fra Oz, Narnia, De forunderlige bøger om Amaia og Gustau og Coraline ind som inspirationskilder. Det kræver sin forfatter at skrive en historie, der er disse storværker sammenligningsværdig, men Adam O. gør det glimrende. Han skaber sin egen meget originale portal mellem verdener i form af en hule bygget af papkasser og en uudtømmelig søskendekærlighed. Han befolker sin fantasiverden med utrolige væsener, historier og begivenheder, og skriver i øvrigt så fantasien slår gnister!
Beskrivelserne af Apparatus gav mindelser om det groteske markuleringsmonster Zerstor fra Jean-Paul Didierlaurents Læseren i morgentoget, og dens maskine-edderkoppekrigere led tankerne hen på robot-blæksprutterne fra The Matrix. Det helt store sammenligningsgrundlag, der kunne have være farligt, men i kraft af sin originalitet ender fremragende, er til Michael Endes klassiker Den uendelige historie.
Her husker vi, hvordan Bastian læser om Atreyu, der kæmper for at redde landet Fantásien fra at blive opslugt af den store, onde ”Ingenting”. Analogien består i, at des mindre vi mennesker læser bøger og nyder historier, jo mere forsvinder Fantásien. Vores søgen væk fra historier og bøger fodrer ”Ingentings” sult. I Troldenes Tid er det omvendt. Her kaster Apparatus’ voldsomme fortæring af Ur lange, sorte skygger ind i menneskenes verden. Des mere maskinvæsnerne overtager Ur, jo mere vinder teknologi og digitalisering indpas i menneskes verden og bedøver os fra den taktile, håndgribelige virkelighed. Det digitale internet virker som et konkret, fysisk net for de sidste tilbageværende sagnvæsener på Jorden. Samtidig er der en masse der peger på, at de to verdener påvirker hinanden indbyrdes. Det er lidt krøllet – men på den fede måde!
Alt dette udspiller sig over blot 150 sider. Adam O. danner store billeder med få ord. Man aner utroligt meget på baggrund af sparsommelig information. Der er en blændede god passage da Jonas ankommer til Ur og møder sin gamle muldvarp-bamse Edward, der er mere muldvarp end bamse:
Jonas kiggede grundigt på Edward. Han var mere muldvarp end dukke, men øjnene var lidt for store, og kløerne så ud, som var de lavet af plastik.
”Hvorfor ser du sådan ud?” spurgte han. ”Du er ikke bare en bamse længere”.
”Jeg er en af de heldige,” sagde Edward. ”Du gav mig et navn, og fordi du også troede på, at jeg var levende, ser jeg sådan her ud.”
”Men du er heller ikke helt muldvarp.”
Edward smilede skævt. ”Så skulle du bare have troet lidt mere på mig.” Han nikkede mod bakkerne. ”Men jeg klager ikke. De stakler dér blev aldrig navngivet af deres børn, deres navne stod allerede trykt på de æsker, de blev født i, og deres historier var allerede fortalt. Nu kan de knapt bevæge sig, bare ligge der og hviske.
Det er afsnit som dette – og dem er der mange af! – der fodrer ens forestillingsevne med overdådigheder, og buffeten er alenlang! Nogle børn er kræsne og vil ikke give sig i kast med denne buffet. De har nok snuden begravet i en skærm i stedet og er, måske uden at vide det, i gang med at fodre Apparatus. Så <<<<, bespis deres fantasi og assister Liv, Dronning Magnolie, kaptajn Albertine, Jakel og Morris i deres kamp mod Apparatus.
Vejen til Ur er første del i en to-binds-serie, og del 1 her slutter på en gigantisk cliffhanger med meget at glæde sig ti – og heldigvis er bind netop udkommet.
