Det er Angelica Inigo, der er illustrator på bøgerne i serien om de to piger Thit og Suleima. Det gør hun så illustrativt, så man kan føle med Thit og Suleimas raseri over, at det er noget skodsne, der falder. Det er ikke rigtig sne til sneengle. Sneen forstøver ligesom, så snart man prøver at lave en snebold. På illustrationen ser man Thits store rasende øjne, mens hun sidder på knæ i sneen. Suleima er trist over, at hendes forsøg på at lave en sneengel helt mislykkes. Nu havde de glædet sig, og så er det simpelthen sådan noget dårlig sne.
Thit og Suleima er to piger på fem-seks år. De bor lige i nærheden af hinanden, og i denne fjerde bog i serien, der har tekst af Sanne Munk Jensen, er det snevejret, der danner rammen om begrebet “at sne inde”. De har besluttet at sne inde sammen. Hos Suleima. Men Thit har aldrig før sovet andre steder end hjemme hos sig selv (og alle sine sovedyr, forældre og Olde). Det bliver en fin historie om at overnatte ude hos andre.
Fortællingen rammes ind af en eksplicit henvendelse til læseren:
“Kender du det? Vinteren har været propfyldt med regne og blæst, men endelig sner det!”
Og den slutter ligeledes med en eksplicit henvendelse:
“Og kender du det? Pludselig er det igen kun sjovt og rart og hyggeligt at være til indesnening hos din bedste ven, og pludselig kan det være helt ligegyldigt om hendes hus og værelse ser ud og lugter og føles som dit eget.”
Der er meget, man kan tale om, når man læser om Thit og Suleima. Sanne Munk Jensen har skrevet mest for unge (bl.a. Dig og mig ved daggry” og Dit liv i mine hænder), men her formår hun at ramme de helt små med en historie fra deres eget liv. Der kommer forhåbentlig mange flere bind i denne serie.
