Stille som graven

Stille som graven

Stille som graven er rimelig creepy

Forfatter: Lone Halkjær

Forfatter:

Udgivelsesdato: 1970-01-01

Format: https://schema.org/EBook

Carl åbner det ene øje og ser over på uret. Klokken er 9:50. Han flyver op ad sengen. Hvorfor har alarmen ikke vækket ham? Eller mor? Hun plejer altid at kigge ind, før hun kører. Måske troede hun, at han stadig var syg?

Carl har været syg. Virkelig syg. Længe. Men nu føler han sig frisk igen og tager i skole med fornyet energi. Men der er noget galt. Hans mor ligger på sofaen og har grædt sig selv i søvn. Hans bedste venner Hadi og Jonas ignorerer ham, selvom de ikke har set ham i månedsvis. Selv hans klasselærer Anna ser lige igennem ham. Og så er der noget mærkeligt inde fra kirkegården, der trækker i ham.

Lone Halkjær har skrevet en hårrejsende spøgelseshistorie om en dreng, der lidt sent forstår sin sørgelige skæbne. En såkaldt dead all along historie, hvor der løbende drysses hints ud om det plottwist, der rammer i klimakset. Tænk fx M. Night Shyamalans Den sjette sans eller R. L. Stines Min nabo er et spøgelse.

Som ældre læser, der er nogenlunde velbevandret i de forskellige referencerammer, regner man det hele ud på side to, men for de yngre læsere, der ikke har stiftet bekendtskab med denne genre, fungerer Stille som graven rigtig godt, og Halkjær får spredt spor ud på fin vis, som her, hvor hun subtilt leger med tidsligheden i hans sygeforløb:

”Han har et par sko i skabet inde på værelset. De nye, han fik i julegave. Sneakers, han kun fik brugt én gang, før han blev syg. Carl henter dem. Det er længe siden, det var jul. Men skoene er stadig fede. Udenfor skinner solen fra en skyfri himmel. Træerne er fyldt med grønne blade. Blomsterne står i fuldt flor”

Stille som graven er rimelig creepy, der er et par passager, der viser glimt af Carls mors sorg, som faktisk rammer rimelig hårdt, og så er der nogle mystiske spor hen ad vejen, der kræver en vis forståelse og meddigtningsevne – fx hvorfor Mille fra b-klassen, der hele tiden fryser, kan se Carl? Og hvem er den mystiske kirkegårdsgraver Jon, der hele tiden ryger og som er meget optaget af at få Carl til at se nærmere på den grav, han er ved at ordne. Og så formår historien, om end dyster, i sidste ende at præsentere døden i et mindre grumt lys, hvilket faktisk er en fin og lidt uventet krølle på halen.

Lone Halkjær har skrevet en spøgelseshistorie, der løber én koldt ned ad ryggen. Den er læsebearbejdet til lix 13 og henvender sig til ældre læsere, der elsker et godt gys og som ikke vil gå på kompromis med en god historie, selvom de stadig er på læsetræningsstadiet.

Simon Bukhave har illustreret med udtryksfulde sort/hvide tegninger, hvor han med varierende kompakthed i sine streger leger med nuancer af sort, der passer fortrinligt til historien.

”Lidt efter kan han høre jord, der rammer låget. Alt er, som det skal være. Freden strømmer gennem Carl. Alt er stille som graven”