Dansklærerforeningens serie Min historie giver etablerede forfattere og illustratorer mulighed for at berette om deres barndom i skønlitterære erindringer til mellemtrinnet og udskolingen. Serien har mange år på bagen og har kastet mange fremragende bøger af sig.
Blandt de seneste tilføjelser til serien er Jonas Kleinschmidts Solorøv og Oscar K.’s Og så var der verden som den var. To på alle leder og kanter forskellige beretninger, som det alligevel – eller netop af dén årsag – giver mening at samle i én anmeldelse.
Jonas Kleinschmidt er ’82-er og Oscar K. er fra 1950. De to herrer befinder sig vidt forskellige steder i deres liv, og skal fortælle om meget forskellige barndomsår, ud fra meget forskellige forudsætninger. Oskar K. har været udgivende forfatter i over et halvt århundrede, har utallige udgivelser og udmærkelser bag sig, og skal kigge 60-70 år tilbage på et liv i arbejderklassen. Kleinschmidt debuterede i 2017, har to håndfulde bøger bag sig og skal kigge 30-40 år tilbage på et liv i den privilegerede højere middelklasse. Én ting er de dog rørende enige om: det er svært at erindre.
Jonas Kleinschmidt skriver:
”Erindringer er noget mærkeligt noget. Jeg har skrevet det, som jeg husker det, og jeg husker det, som var det i går. Men måske husker jeg forkert? Det er muligt.”
Et klarsyn med skepsis. Oscar K. skriver:
”Barndommen er for længst forbi, og ungdommen. Der er kun tilfældige brudstykker tilbage. Han har svært ved at huske, hvad der egentlig skete. Hvor meget har han lagt til og trukket fra i erindringen?”
Hvor Jonas Kleinschmidt skriver med førstepersonsfortæller, skriver Oscar K. med tredjepersonsfortæller. Han ser sig selv udefra. Et greb han har brugt flere gange i sine senere udgivelser, hvor han ikke bare betragter sit liv på afstand, men også sig selv. Man fornemmer en form for accept af, at der ikke er så mange sandkorn tilbage i hans timeglas, som der har været. Dette betyder dermed også, at Oscar K. har haft langt længere tid til at tillære sig viden og dygtiggøre sig som forfatter. Han er om nogen et barn af litteratur. Fra Miguel de Cervantes, Raymond Chandler og Frank Miller til Italo Calvino, Halldór Laxness og Pär Lagerkvist. Når Oscar K. skriver, at: “Der er stadig bøger, han har til gode. Måske dør han uden at have læst dem alle sammen”, får man den tanke, at de bøger kan tælles på to hænder. Tag litteraturen ud af Oscar K. og han vil falde til jorden som et hylster. Hans livslange rejse igennem verdenslitteraturen har til gengæld også gjort ham i stand til at skrive på så højt et niveau, at det enten kræver en moden og litterært velbevandret læser eller en erfaren formidler.
Omdrejningspunktet for meget af Oscar K.’s fortælling er hans far, der på linjerne beskrives med kærlighed, men som mellem linjerne skildres som en usympatisk og fordrukken ludoman, der mister familiens bagerforretning i et spil kort; som horer til højre og venstre, og som tilmed forsøger selvmord gentagende gange i løbet af Oscar K.’s barndom. Moren og mormoren er familiens livliner:
”Carl Emil er psykopat,” sagde min mormor. For min far forsøgte med jævne mellemrum at begå selvmord. Tog sovetabletter, men ikke nok, skar pulsåren over, men snittet lå forkert, lagde sig ud foran rutebilen, men rutebilen var forsinket, stak hovedet i ovnen, men gasflasken var tom. Der var ingen, der forstod ham, klynkede han”
Det er sortkomisk, og man mærker på én og samme tid barnets loyale kærlighed til sin far, og den voksne, der retrospektivt forstår, hvilken mand, faren var. Man fornemmer, at Oscar K. har forsøgt at leve et normalt drengeliv med fodbold og klarinet og piger, men familiedynamikken og den manglende sikre hjemstavn, har skabt angst og påpasselighed i hans liv, hvorfor han har trådt forsigtigt igennem det meste af det.
Helt omvendt fortæller Jonas Kleinschmidt om, hvordan har han levet et drengeliv med 200 i timen! Også her handler det om fodbold, musik og piger, men angsten og påpasseligheden er erstattet af driftighed, overrumplende selvværd og arrogance. Kleinschmidt er blevet kendt for sine ungdomsbøger, især målrettet unge drenge, og især hans roman Drengene er værd at fremhæve. Har man læst den, vil man genkende mange passager i Solorøv. ”Det er pinligt og en lille smule skamfuldt” skriver han selv om at fortælle sin historie. Jeg vil supplere med modigt og vigtigt. Kleinschmidt udlægger sig selv fuldkomment – den filter. Han skriver om helt konkrete episoder og situationer, hvor det er tydeligt, hvad han vil have læseren til at tænke: at han fremstår selvisk og usympatisk – og derfor menneskelig.
”Jeg skammer mig, han får mig til at føle, at jeg er forkert, og det gør mig vred. Det værste er, at han har ret. Jeg kan ikke styre mig. Jeg kan ikke udsætte mit behov. Og jeg er forkælet”
Kleinschmidt tegner ikke et synderlig flatterende selvportræt, men de fleste unge mennesker, vil kunne genkende sider af sig selv i hans beretninger og anekdoter og finde ro i, at det ikke er unormalt at have tænkt eller gjort sådan. Det hører ungdomslivet til at begå fejl og træde ved siden af og finde ud af, hvem og hvad man er. Det hele er en proces, og læseren får et råt for usødet indblik i Kleinschmidt personlige proces.
”Vi går ned til søen. Vi sætter os forskellige steder i mørket, så vi ikke kan se hinanden. Så trækker vi bukserne ned og går i gang. Vi sidder der under den sorte himmel, der er helt stille, og jeg føler mig tæt forbundet med mine venner, vi deler noget helt særligt. Det er svært at få det til at fungere, vi er vant til et eller andet abnormt på en lysende skærm, men nu er der kun nattehimlen og naturen, og til sidst lykkes det. Vi stønner i kor”
Solorøv er illustreret af Rasmus Meisler, der kompletterer Kleinschmidts ofte korte og skarpe historier og fanger tidsånden i fortællingen fortrinligt med en meget grafisk stil, der låner fra graphic novels, graffiti, magasinforsider og plakater.
I Oscar K.’s tilfælde er det den mangeårige samarbejds- og livspartner Dorte Karrebæk, der illustrerer, og hun tegner mennesker. Og det gør hun som ingen andre. Der er så store mængder liv og personlighed i hendes portrætter, og selvom hun ikke kender menneskene, men kun har hørt om dem igennem Oscar K., er det alligevel, som om hun har lagt alverdens kærlighed i hvert enkelt penselstrøg. Og så laver hun flere genistreger undervejs. Når Oscar K. fortæller om, hvordan han som barn hørte pastor Vester fortælle bibelhistorier, mere specifikt om Kong Davids begær af Batseba, tegner Karrebæk en ung Oscar K., der ser intenst lyttende ud. Men når Oscar K. efterfølgende fortæller om, hvor meget han skammer sig over selv at begære Batseba og have fuld forståelse for, hvorfor Kong David får sendt hendes mand Urias ind i krig i håb om at han dør, så Kong David selv kan gifte sig med Batseba, tegner Karrebæk det samme portræt, men nu med hundeører, der tidligere i bogen var at finde på hunden Pussy, der står udstoppet i stuen og vis glasøjne altid følger én. Det er hunden i ham, der titter frem, og skammen følger ham – ”Jeg sørgede i 490 dage over at have tænkt som kong David” lyder det.
Og så er der yo-yoen. Oscar K. beskriver, hvordan han får en yo-yo i træ af sin far. Yo-yoen, der som bekendt kommer igen, når man rykker op i snoren. Her har Karrebæk tegnet en yo-yo, der hænger fra en knaldrød snor. Når Oscar K. meget senere i bogen fortæller om, hvordan faren forsøger at begå selvmord ved at hænge sig ude i skurret, bruger Karrebæk den samme knaldrøde snor som løkke om hans hals, for at vise, at hans selvmordsforsøg kom igen og igen.
Solorøv og Og så var der verden som den var, er begge pragtværker, og begge får 12 herfra i at fortælle sin egen historie og om sin generations barndom, i sit eget sprog og med egen særegne billedside. Solorøv er markant nemmere at gå til, hvor Og så var der verden som den var, kræver mere af sin læser, men de virker begge helt perfekt til at formidle det, de skal. Bøgerne er vidt forskellige, men en meget stor fornøjelse at læse ryg-til-ryg, hvilket blot understreger, hvor mange gode og forskellige historier, der har mulighed for at forgrene sig ud af Dansklærerforeningens Min historie -serie.
