Påfugl

Ane Bjørn har skrevet og illustreret en snart lang række af billedfortællinger siden debuten i 2015
med Da natten blev væk. I alle hendes billedfortællinger, senest den mageløse flugtfortælling
Trylleblik (2021), er sproget i teksten og billedsproget jævnbyrdige. Billedsproget sætter billeder på alt
det, vi har svært ved at udtrykke ord på, vores drømme, sorg, vrede, fantasi, glæde – ja alle de store
følelser, vi alle rummer og bakser rundt med.

Påfugl lægger sig smukt ind i denne række af væsentlige, poetiske og filosofiske billedbøger fra Ane
Bjørns fortælleværksted. Bøger der tager livtag med væsentlige eksistentielle spørgsmål i børns liv.
Det gælder også Påfugl, som er en smukt illustreret og poetisk fortælling om drengen Momos
oplevelser, da fastelavn nærmer sig. For hvad skal man dog vælge at klæde sig ud som?

Sammen med far besøger Momo en butik fyldt med kostumer til udklædning: Her er riddere, soldater,
superhelte, astronauter og hvad rigtige drenge ellers drømmer om. Men her er Momo og far ikke helt
enige. Far kigger begejstret på et gråbrunt flyveøglekostume med vinger, der ved hjælp af snoretræk
kan bevæge sig. Momo er til gengæld fascineret af en smuk, glitrende påfugl med blågrøn fjerdragt.
Så skal Momo i skole. Sammen med Ida leger han efter skole i parken, hvor de møder både påfuglen,
kattekongen og den eventyrlige fuglemand.

Da han kommer hjem, overrasker faren ham med den gråbrune flyveøgle fra butikken, et kostume der
sågar kradser og slet ikke lever op til Momos drømme. Til alt held læser faren, sønnens kropssprog og
næste morgen er det ikke flyveøglekostumet der hænger på bøjlen og venter, men den smukkeste
påfugl med glimtende fjer i blåt, grønt, lilla og guld og en hale, der kan foldes ud som far har siddet
oppe og syet til ham om natten. Så det er en glad Momo der går i skole morgenen efter fastelavn, iført
det kostume han bare ønskede sig.

Påfugl knytter sig på smukkeste måde an til børns arbejde med at skabe sig en identitet, herunder en
kønsidentitet, finde ud af hvem man er, omgivet af både fars og alle andres forventninger til en.

Påfugl kalder på at blive læst op og samtalt om derhjemme og i skolen. For hvor er det dog svært at
finde ud af hvem man er, hvad man er og hvorfor og hvordan man er den, man er.

Her er det dejligt, at påfuglen kan sprede sine halefjer ud og skabe ly og læ for en glad Momo i skolen
og åbne op for en samtale om hvad køn er for noget.

Afsluttende er Påfugl en overmåde smukt illustreret og poetisk billedfortælling om hvad kønsforventninger og kønsidentitet er – og om vigtigheden af at blive set og mødt, som den man er, selv i indskolingen. Det gælder også for Momo.