Inger Duelund skriver i forordet til denne billedbog om gruppepres, om holdsport og om modet til at vælge selv:
“No og nummer ni handler om dem, der ikke synes, de er gode nok. Men også om dem, for hvem boldstil er som at trække vejret.
Historien er på vers. Hvorfor? Tja, sådan ville den af en eller anden grund fortælles. Nogle gange bestemmer historien over forfatteren.”
Og så skriver hun en historien på vers, en helt særlig genre af vers, hun skriver det som en sonetkrans. Helt som Cecilie Ekens Mørkebarnet og Inger Christensens Sommerfugledalen er denne fortælling i et stramt system med fjorten sonetter på hver fjorten verslinjer. De fjorten verslinjer er fordelt med fire-fire-tre-tre. Den femtende sonet er mestersonetten, hvor de fjortens førstelinjer udgør den femtende sonet. Det er tjekket.
Rimene er kvikke og kontante, som her hvor No skal stå op:
“Stå-optid, No, om lidt er klokken cornflakes.
Jeg ligger stille som en knækket gren.
Vågn op, siger hun, min grusomme Go’ mor’n-heks.
Åh, gid hun blev forvandlet til en sten.”
Sådan er der fine og rappe rim, der følges af Kristian Eskild Jensens illustrationer. Han er fantastisk til at få drøm og virkelighed og stemninger ind i samme billede. Han har skiftende perspektiver, og når han tegner personerne, Nos venner, så har de hver deres personlighed. Det er et godt makkerskab.
Og moralen er klar:
“Jeg var forgiftet af min onsdagssmerte,
der flød i hver en afkrog af min krop
og lod mit bange fodboldhjerte sværte
sort af tanker, til jeg svag og svimmel
fik mod til at stå frem og sige stop.
Jeg svæver vægtløs mellem jord og himmel.”
Det er en sonetkrans til mellemtrinnet. Den er i serien “Vokseværker”, der er en serie af litterære værker, der er særligt egnet til danskundervisningen.
