Der findes et utal af fagbøger for børn om naturen, og derfor skal der noget til, før en bog reelt skiller sig ud fra den store mængde. Men det kan lade sig gøre.
Naturens rekordbog af norske Katharina Vestre og Linnea Vestre er en smuk, spændende og virkelig underholdende bog i tilpas stort format, hvor vi kommer med ud i verden og besøger steder og arter, der har hver deres utrolige særpræg, og naturen er fuld af rekorder. Lad mig nævne et par udvalgte:
Den hårede frø fra Centralafrika har nok verdens klammeste og samtidig dybt fascinerende forsvarssystem. Hvis frøen bliver angrebet, kan den give sig selv åbent benbrud og bruge den udstikkende knogle som klo. Det er dælme klamt og supersejt på samme tid!
De fleste kødædende planter lever mest af insekter, men Kandebæreren på Borneo er en seriøs kødæder, der kan supplere menuen med flagermus, fugle, frøer og rotter. Men her stopper naturens undere ikke, for den lille Harwickes uldflagermus sover i kandebærerens blade uden at komme i kontakt med den dræbende saft fra planten. Til gengæld optager planten næring fra flagermusens lort, fordi planten vokser i næringsfattig jord, og flagermusen har et high security-hotel, som mange små dyr vil misunde den. En vild symbiose, og dem er der mange af derude.
Hvor stipendiat ved Institutt for biovitenskap ved Unversitet i Oslo, Katharina Vestre, har stået for det store arbejde med at samle viden om naturens rekorder, et kæmpearbejde der afspejles af bogens omfattende litteraturliste, så har illustrator og designer, Linnea Vestre stået for de indbydende, farverige illustrationer, der pryder bogen, og de er som skabt til fordybelse med børn.
Bogen er forsynet med kort og overskueligt, flot grafisk arbejde, der bare gør den til oplevelse. Derfor skal den stå tydeligt fremme på folke- og skolebibliotek. De små læsere kan bladre i bogen og finde dyr, de kender og tale om dem, de ikke kender, men sproget er for de større elever og læsere på mellemtrinsniveauet.
Naturbøger er der mange af, og rekordbøger er der flere af, men denne bog fanger sin læser med enorme mængder godt formidlet viden fra alle egne af jorden.
Naturbøger er der mange af, og rekordbøger er der flere af, men denne bog fanger sin læser med enorme mængder godt formidlet viden fra alle egne af jorden. Til lands, til vands og i luften – og fra de 11.000 meters dybde i Challenger-dybet i Marianergraven til de 8849 højdemeter på toppen af Mount Everest.
Jo mere børn ved om naturen, jo mere får de lyst til at komme ud i den, og jo mere de kommer ud i den, jo bedre bliver de til at passe på den. Køb bogen!














