Min kusine er prinsesse i Samoa er et rigtigt eventyr med skattejagt, og Indiana Jones gåder. Forfatter Emilie Langkilde er datter af tv-journalist Johannes Langkilde og var blot 12 år, da hun påbegyndte bogen. Den unge alder og kendisfaktoren vurderer jeg til at være en større appelfaktor end skrivekunsten, men det kan også noget og især, når historien er godt fundet på, og det er den.
Familien Langkilde er taget til Samoa for at finde en fjern fætters grav, så far Langkilde kan færdiggøre sin bog om familiens slægt i den polynesiske ø-stat.
”Jeg hedder Emilie Langkilde og er 12 år gammel. Den historie, jeg skal til at fortælle dig, er ret sindssyg.”
Bogens anslag og prolog sætter tonen både i forhold til aldersmæssig identifikation og autenticitet, og læseren bliver i tvivl om, hvorvidt historien er fiktion eller virkelighed.
Emilie møder sin kusine i Samoa, og sammen bliver de, i en skattejagtsrus, konfronteret med magtfulde hotelkæder, der forsøger at opkøbe land, fordrive de lokale og ødelægge naturområder. De falder pludseligt ned i dybe grotter og ender i en mystisk kælder under en gammel missionsskole dybt inde i junglen.
Undervejs understøttes historien af referencer og nik til klassikeren Skatteøen fra 1881, skrevet af R. L. Stevenson.
Pigernes mod bliver belønnet: Opkøbet af landet afværges, far Langkilde får materiale til sin bog, og ikke nok med at pigerne opnår heltestatus – Emilies kusine bliver også prinsesse i Samoa.
Bogen kommer i en smuk indpakning med krummelurer og guldskrift på forsiden. Emil Landgreen har illustreret bogen, og det har han som vanlig gjort professionelt og flot. Forsiden læner sig udtryksmæssigt op ad de populære serier fra begyndelsen og midten af 1900-tallet, hvor Flemming-bøgerne repræsenterede de egenrådige, men ærlige drenge. Samtidig har Landgreen tilført et strejf af Puk-bøgernes æstetik i malerbøtten og penselstrøget.
Med mor Langkilde i baggrunden med mobiltelefonen i hånden appellerer Min kusine er prinsesse i Samoa til et bredt aldersmæssigt publikum. Forsiden taler til bedste- og oldeforældres litteraturhistoriske DNA, mor med mobiltelefonen taler til de unge, og skattekisten, proppet med guldmønter og flankeret af to modige piger, rammer alle – for hvem elsker ikke et godt eventyr?
Illustrationerne, der ledsager historien undervejs, er fine sort-hvide oversættelser af teksten og optræder en enkelt gang eller to i hvert kapitel.
Typografien er stor, og der er luft på siderne, hvilket skaber et læsevenligt format, og historien vil med dette blik virke fremkommelig for et barn, der har lyst til at kaste sig ud i at læse en “rigtig” bog.
… en historie for de eventyrlystne
Min kusine er prinsesse i Samoa er en historie for de eventyrlystne – og dem er vi mange af! Den er skrevet af et meget ungt menneske, og den manglende skriveerfaring kommer til udtryk ved en tekst, der flere steder er præget af banaliteter, men det overskygges af en autentisk barn-til-barn-henvendelse.
Bogen vil fungere rigtig fint på skolebiblioteket og gerne ledsaget af en formidlingsmæssig mission om at motivere børn til at skrive selv.
