“Barbara er væk, og Anna kan ikke finde et sted at gøre af sig selv, så hun finder toilettet. I sin taske finder hun miniatyrevodkaen og dåsecolaen. Drikker skiftevis, indtil hun har tømt begge dele. Hun hvæser til sig selv i spejlet, siger: ‘Kom så. Nu er livet i gang, lille bitch,’ og går tilbage i køkkenet og forsøger at udstråle noget andet end sig selv”.
Anna har angst. Sygdommen har ligget lige under overfladen og ulmet hele livet. Nogle gange har den kunnet holdes i ave, andre gange har den fyldt hele hendes krop og sind og har truet med at suge al forstand og livskraft ud af hende. Anna er nu voksen, og er flyttet i lejlighed med den søde veninde Barbara. De står på tærsklen til et nyt og spændende liv med kærester, studier og voksenansvar. Det er mange ting på én gang, og for en person, der aldrig har fået den rette hjælp til at håndtere en tilværelse med angst, er det en udfordring, der fra starten er dømt til at mislykkes med mulighed for katastrofale følger.
Bogens kapitler bevæger sig mellem et ”Nu” og et ”Da”, og flere gange er der længere spring i tiden med et ”Fem måneder tidligere”, ”Tre måneder senere” og ”Et halvt år senere”. Kompositionen giver læseren et stærkt indblik i et langt og ofte drænende liv med angst. I ”Da” får man drypvist serveret episoder fra barndommen, hvor lærerne allerede i indskolingen kunne se, at ‘der var noget med Anna’, og mor blev indkaldt til de første af mange opslidende møder med lærere og skolepsykologer.
I romanens første kapitel ”Fem måneder tidligere” møder vi Anna, der er hos sin læge for at få en henvisning til en psykolog. Anna græder og lægen forsikrer om, at det er helt ok at være ked af det. Lægen rækker Anna en pakke Kleenex og et ark papir, som skal udfyldes, inden de kan gå i gang med samtalen om, hvordan Anna egentlig har det. Det bliver en kort samtale med standardspørgsmål som: ‘Hvor længe har du været ked af det?’, ‘Har du foretaget selvskade?’ ‘Har du selvmordstanker?’, inden lægen giver en henvisning til en psykolog.
Det gør til tider fysisk ondt at læse denne bog. Men den er smuk og vigtig
Man får hurtigt en fornemmelse af, at det er et trægt system, Anna er oppe imod. Der er altid formularer, der skal udfyldes, og man skal som patient selv være i stand til at kunne navigere igennem afslag på afslag fra psykologer med alt for mange patienter og alenlange ventelister.
Hvor studiestarten er mere eller mindre ens for Anna og Barbara, bliver det hurtigt tydeligt, at deres studieforløb bliver meget forskellige. Barbara lever bekymringsløst og lidt ‘happy-go-lucky’-agtigt. De største udfordringer er, hvorvidt hun skal fortsætte med kæresten eller om hun skal have skiftet neglelakken på tæerne. Anna derimod kan slet kke finde ud at få livet til at fungere. Studielivet går i stå, og hun isolerer sig mere og mere i lejligheden. Hun møder søde fyre i byen, når hun har drukket sig mod til at komme ud, men hun får hurtigt stødt dem fra sig igen, fordi hendes hjerne spindes ind i et net af tvangstanker, der overbeviser hende om, at der i bund og grund ikke er nogen, der gider hende.
Med alle nederlagene kommer løgnene. For Barbara, moren, kæresterne og sig selv. Anna vil så nødigt skuffe andre. Udenpå forsøger Anna at holde masken. Hun vil ikke være en byrde. Indeni er hun i færd med at implodere. Hvis ikke der snart er en psykolog, der kan hjælpe, bliver livet ikke længere værd at leve. Man skal være desperat, hvis man kan flå noget, som endda er levende. Det er Anna. Dette er voldsom læsning om afmagt og svigt og et sundhedssystem, der er trægt og utilstrækkeligt.
Det gør til tider fysisk ondt at læse denne bog. Men den er smuk og vigtig, for den er lærerig. For forældre, sundhedsvæsen og de unge. Det skal nok gå. Der er håb. Det skal der være.
