“Bedstemor, hvordan er det at være gammel?
Tja, det er ligesom at være barn. Bare lidt anderledes”
Det unge og troskyldige liv, der spørger det bedagede og erfarne, hvordan tilværelsen ser ud, derover på den anden side af den vældige alders- og forståelseskløft. En klassisk problemstilling, der nok altid vil være relevant, især i takt med, at stort set alt omkring os udvikler sig med så høj fart, at selv jeg i mine slut 30’ere, som skolelærer, har svært ved at følge med i børn og unges vaner og interesser. Hvordan skulle en bedste- eller oldemor have en jordisk chance for at leve sig ind i og forstå deres børnebørn eller oldebørns liv og hverdag? Og omvendt, hvordan skulle et barn anno 2024 kunne forstå, hvordan det har været at leve bare en enkelt eller to generationer forud for dem selv? Uden mobiltelefoner – hvad?! Uden Youtube – what?! Uden internettet – helt delulu! Uden sociale medier – Bro!
Det er uhyre komplekst og abstrakt for begge parter at forstå livet fra den andens perspektiv. Der gemmer sig selvfølgelig et subtilt, retorisk spørgsmål i denne indledende smøre, for der er selvfølgelig mulighed for at skabe bro over kløften. Og hvordan bærer vi os så ad med at skabe en dybere forståelse, når vi snart ikke engang taler samme sprog? Gennem dialog. Ved at engagere sig, vise interesse og spørge. Og det kan i sig selv være svært, men så er det godt, at vi blandt andre har tyske Bettina Obrecht og Julie Völk, som sammen har skabt bogen Hvordan er det at være gammel?, der giver et varmt, menneskeligt og filosofisk fundament at beskue det store spørgsmål ud fra.
På tekstsiden skifter Bettina Obrecht mellem det enkle, som når bedstemoren siger:
”Når du er barn, får du indimellem lyst til at danse. Sådan er det også, når du er gammel”
Og så det mere underfundige:
“Når du er barn, drømmer du om,
hvad der vil ske i dit liv.
Når du er gammel, kan du også lide at drømme.
Men for det meste er det,
du drømmer om,
allerede sket i dit liv.”
Teksten er holdt i et simpelt sprog og i korte passager, hvilket er godt tænkt. De store tanker udspringer ikke nødvendigvis af en kompleks litterær begavelse, men af små sproglige frø, der kan få ens nysgerrighed og refleksion til at spire.
Og så må jeg bare sige, at selvom dette er et helstøbt værk, hvor tekst og billede smelter smukt sammen, er dette Julie Völks pragtstykke! Hendes akvarelpalette med hovedsagelig røde, grønne, blå og brune nuancer er gudesmuk. Og så er det ret genialt, at nogle dele af billedet er malet med store mængder vand på penslen, så farverne er løbet ud over den halve side, imens andre ting er malet og tegnet med større detaljerigdom og akkuratesse.
Det giver en følelse af, at det samme scenarie både anskues af et gammelt sind, der husker de grove træk, og et ungt sæt øjne, der ser detaljerne skarpt. Dertil tilføjer Julie Völk spinkle lyserøde konturstreger, der som snarligt udviskede reminiscenser danser i en svindende hukommelses yderste kroge. Den 5-årige og den 90-årige vil lægge mærke til forskellige ting i billederne, men nyde dem med et lige stort smil. Det er umådelig fint, og der er store mængder varme og humor at finde i billederne – for det er vel dét, uanset alder eller generation, det hele handler om?
Med Hvordan er det at være gammel? har Obrecht og Völk begået en åndelig efterfølger til deres Nu går jeg, sagde tiden, hvor de på samme vis stiller skarpt på noget eksistentielt, filosofisk – og ganske vanskeligt. Med stor indsigt, få ord og smukke illustrationer, sætter de en masse tanker i gang, der giver grobund for spørgsmål og samtale generationer imellem. Noget, der i særdeleshed er brug for, inden kløften bliver uigenkaldeligt stor.
