”Hokus pokus, mit navn er Sofus. Det er sådan, jeg plejer at præsentere mig. Da jeg var lille, var jeg nemlig ret genert og ikke særlig god til at hilse på folk.”
Bogens forfatter er Sabine Lemire, så det kan ikke overraske, at den har noget på hjerte og på siderne. Her er Sofus. Den lyshårede dreng, der er adopteret af mørke og krølhårede forældre. Han er genert, han er anderledes, og han ved slet ikke, hvor han hører hjemme og om nogen kan lide ham. Heldigvis får han en ven Ib. Ib hedder i virkeligheden Ibrahim. Det var hans far, der fandt på det med Ib.
”Ibs far er pænt doven, og han sparer på det meste. På skridt og i det her tilfælde også på bogstaver.”
Ibs far ligger på sofaen det meste af dagen, men han har en anden far, der er mere arbejdsom. Han er frisør, og så prøver Sofus og Ib at få frisørsalonen til at give Sofus krøller. Det lykkes ikke. Slet ikke. Men så får Sofus talt med sine søde, mørke og krølhårede forældre.
Anders Frang har lavet illustrationer til bogen. De er virkelig herlige. Midt i bogen er der et tegneserieagtigt opslag, hvor man får punkt 1 til fem, der viser, hvordan man stjæler nøglen til en frisørsalon. Det er et superfint afbræk i billedbogen. Og de andre illustrationer er fine til at vise, hvordan Sofus og Ibrahims humør og følelser svinger.
Det er en billedbog om at føle sig anderledes. Det er også en billedbog, der viser, at man kan overvinde genertheden. Og en billedbog, der viser, at man må tale om de svære tanker, man kan have som et adopteret (eller anderledes) barn.
Sofus kan heldigvis trylle, men det er ikke alt, man kan trylle frem:
”Jeg kan trylle det meste, bare ikke kærlighed. Det skal man være flere om.”
