Heksens kat er andet bind i serien gyserklassikerserien om pigen Lynn og hendes veninde Mus. Den er nu kommet i en ny udgave, og det er en god idé, mener Bogbottens anmelder.
I denne anden bog i serien forsøger hovedpersonen, pigen Lynn, og hendes veninde Mus endnu en gang at finde ægte beviser for, at gamle fru Tuggle i det store, dystre hus øverst på bakken faktisk er en heks. Det er de nemlig overbeviste om, at hun er. Der følger for eksempel altid en hel flok krager i hendes kølvand, og pigerne opdager, at hun taler til kragerne. Samtidig har hun en mystisk kat, der altid virker meget gnaven, ja, næsten ondskabsfuld. Pigerne får en følelse af, at katten nogle gange udspionerer dem. Er katten mon i virkeligheden fru Tuggles søn, der er forvandlet?
Men hvordan skal det mon lykkes dem at overbevise deres forældre om, at fru Tuggle ikke bare er en sød, ensom dame, men faktisk en heks, der vil dem alle ondt?
Bogserien om gamle fru Tuggle, som måske/måske ikke er en heks, står som noget helt særligt for mig. Jeg har en stor forkærlighed for gyseren som genre, og den fascination startede omkring den tid, da jeg som barn læste serien, der begynder med Heksens søster.
Bøgerne holder stadig, synes jeg, selv mange år efter de blev udgivet første gang. Der er en god portion spænding i dem, og læseren kastes hele tiden frem og tilbage mellem mistroen om fru Tuggle.
Derfor er det rigtig fint, at forlaget har valgt at genudgive serien med nye, lækre forsider, der helt sikkert vil give den nyt liv.
