“Har du lyst til at høre en hemmelighed?
Hvis du har, må du hellere sætte dig ned.
For den handler om blodige ting, der er sket,
Og om uhyrer, monstre og mord, jeg har set.”
Lotte Salling og Thomas Hjorthaab har lavet et højtidsspecifik Halloween-eventyr, der fortæller om den makabre tilblivelseshistorie bag græskarudskærings-traditionen. Ja ja, det kan godt være, at du har hørt om irske traditioner, udhulede roer, Samhain og onde ånder, men den her origin story er sjovere!
Den er nemlig, helt i Halloween og gyserhistorie-ånden, fyldt med aldeles morbide og grumme grufuldheder, der havde gjort den til Michael Myers og Jason Vorhees’ foretrukne godnatlæsningshistorie. Thomas Hjorthaab sikrer med sin velkendte og komiske streg, at det holdes i det joviale og betryggende, men ved en anden illustrators hånd, kunne denne historie have været ægte mareridts-stof.
Lotte Salling fortæller, fra græskarrenes synsvinkel, hvordan de altid er blevet udsat for uhyrligheder:
”I går kom en kvinde forbi for at snuppe
Min dejlige søn for at koge en supper.
Min kone, den stakkel, blev lavet til grød,
Og min datter blev brugt til at bage et brød.”
De beslutter sig for at tage hævn ved at klæde sig ud og skræmme livet af folkene i byen. Men da skrækken har lagt sig, tager byens beboere til genmæle, indfanger alle græskar, udhuler dem og skærer gyselige grimasser på dem alle, så de kan stilles frem som skræmmeværn mod ubudne gæster. Det er altså os mennesker, der agerer slasher-skurk i denne fortælling. Ganske makabert set fra græskarrenes perspektiv! Især fordi ét lille græskar undgår denne grusomme skæbne og når at flygte, men er stadig tvunget til at se alle som den nogensinde har kendt og elsket, dræbt og skamferet.
En John Kenn Mortensen eller Lars Gabel kunne have serveret rendyrkede væmmeligheder her! Men Thomas Hjorthaab er et godt valg. Historien er til mindre børn, og han er en mester i at skabe udtryksfulde og sjove ansigtsudtryk, som man først og fremmest mores over, og de er rigt placeret på de mange græskar, der optræder igennem bogen. Farvepaletten, der primært er brune og orangerøde efterårsfarver, giver i sig selv en følelse af varme og hygge.
Sproget er simpelt og historien er fortalt i parrim, der skaber en enkel rytme og struktur, der gør, at historien vinder ved genlæsning, da børnene da kan begynde at rime med. Om historien er oplagt som højtlæsning, inden man går i gang med at skære græskar, ved jeg dog ikke, for man får alligevel en god portion medlidenhed med det ensomme lille græskar, der må overvære sin egen slægts totale nedslagtning.
“Hvert eneste år går jeg nemlig i skjul
Fra september, og frem til det næsten er jul.
For jeg tror, du forstår, med en fortid som min,
At jeg hader oktober – især halloween.”
