I mange år har superheltefilm domineret billetsalget i biograferne. Hos både boghandlere og podcast-platforme har krimi-genren længe overgået det meste andet, og rent politisk er miljø og klima de varmeste debatemner. Gik man beregnende til værks, ville man på papiret kunne lave en vaskeægte publikumsbasker, hvis man blandede disse tre: En kriminalroman sat i et superhelteunivers, med miljø og klima som omdrejningspunkt. Og nej! – jeg anklager ingenlunde Sara Ejersbo for at være beregnende, men denne popularitets-treenighed er præcis, hvad hun har begået med sin seneste pro-miljø, superhelte-krimi Fugl Fønix.
”Man skal ikke sidde med hænderne i lommen og vente på, at andre kommer og fikser tingene for en. Så hellere selv lette røven og gøre det, man mener, der skal gøres”
Der er røre i andedammen i byen Havnedal. En af verdens største affaldsdynger har på mystisk vis fundet vej ind i byens bugt. Byens borgere protesterer imod den nyligt fallerede og skandaleramte bank Nordisk Kapital. Bankens direktør er arresteret for svindel, kundechefen truer med selvmord fra bankens øverste etage, direktørens søn begår et kup mod farens bank og kaster sig efterfølgende ud fra byens højeste bro. Havnedals lokale superhelt Fugl Fønix redder heldigvis dagen – eller gør hun? Hvordan hænger det hele egentlig sammen, og hvem er den nye superhelt Ildfluen?
Sara Ejersbo har skrevet en kriminal-superhelteroman til tweens om korruption, svindel og retfærdighed og er gået ganske originalt til værks i sin fortælleform. Vi kender alle den der scene i filmen, hvor en efterforsker går i gang med at undersøge en gammel, uopklaret sag og får udleveret de gamle sagsmapper, hvor alle de relevante dokumenter ligger. Det er præcis sådan Fugl Fønix er struktureret.
Igennem vidneudsagn, journaler, domsakter, mail- og sms-korrespondancer, interview- og forhørstransskriberinger, uddrag fra avisartikler og opslagsværker – og meget andet, udfolder sagen sig trin for trin, og man bliver gradvist klogere på, hvad der skete den skæbnesvangre dag i Havnedal. Hvert dokument fra sagsmappen fungerer som en brik i et puslespil, der, måske lige på nær de sidste to brikker, lægger sig selv i løbet af historien, og det er både spændende, underholdende og ganske engagerende at arbejde sig frem til puslespillets endelige motiv.
”Følelsen, da hun pludselig var der. Fugl Fønix. Hun hamrede ind i mig, det var ligesom at få en lussing med hele kroppen. Jeg blev vækket (…) Det er ikke for meget at sige, at det var som at blive genfødt. Hun viste mig noget, som… Det er svært at forklare (…) Det var bare verden. Så begyndte jeg at se.”
Sagen er som sagt uopklaret (og forbliver det ved endt læsning), da der hersker for megen uvished om superhelten Fugl Fønix, der er omhyllet af mystik. Vi ved ikke meget om tilblivelsen af denne helt og foruden at kunne flyve og være både stærk og hurtig, lader det til, at Fugl Fønix besidder en sidste kræft: hun kan med den blotte berøring give folk en dyb indsigt i, hvordan de er med til at forurene jorden, og hvordan de kan hjælpe til med at vende skuden. Og det er angiveligt denne superkræft, der får sønnen af Nordisk Kapitals direktør til at indse, hvad hans korrupte far har gang i. Jeg måtte undervejs grine af, hvor mange paralleller der er mellem Havnedals Nordisk Kapital og Randers’ Nordic Waste. Nogle gange overgår virkeligheden fantasien – andre gange følges de åbenbart ad!
Sara Ejersbos store force med Fugl Fønix – og grunden til, at denne historie og udgivelse ikke er beregnende – er, at plottet grundlæggende er rigtig godt tænkt. Her er ikke tale om en krimi, hvor superhelteelementer er presset ind, eller en superhelteroman med forcerede træk fra krimigenren. Det hele hænger uløseligt sammen, og de to genres respektive træk og greb forenes på elegant vis.
Sara Ejersbo har skrevet en medrivende kriminal-superhelteroman til tweens, hvor læseren gøres til detektiv, der igennem bogens mange forskellige slags tekster skal forsøge at finde hoved og hale i de mærkværdige hændelser, der har fundet sted i kystbyen Havnedal. Det lykkes Ejersbo at forene de to genrer virkelig solidt, og historien taler direkte ind i ungdommens berettigede utilfredshed med beslutningstagernes grinagtige sløvhed ift. at føre klimapolitik.
