”Der er en mutant i kælderen. En pedel-hypnotiserende, affaldsspisende mutant i skolens kælder. OMG! Den hypnotiserer os alle sammen, forvandler os til skrald og æder os. Vi er fortabte! Vi skal alle sammen DØ!”
Et rumskib styrter ned i en skov bag ved Hyggedalens Folkeskole, og noget grønt og slimet inficerer skolens pedel. Samtidig har Tia sin første skoledag, og oplever visse udfordringer i form af skolens bølle Leo, som er efter hende fra første øjeblik. Skæbnen vil dog, at de to bliver sat sammen i skolens Filatelist-klub (der måske viser sig at være lidt sejere end først antaget). Sammen med klubbens formand Mr. Peabody, kommer de på færden af det mystiske rumvæsen og dens skumle planer, og må redde Hyggedalens Folkeskole fra total udryddelse.
Forsøger at vække læselysten
Franske Dom Pelletiers tegneserie om Frokostklubben er endnu en tilføjelse til listen over humordrevne og lettere gakkede tegneserier, der søger at vække læselyst gennem grin og fjol. Der er bare det ikke helt uanseelige problem, at Frokostklubbens ihærdige forsøg på at være sjov og gakket hele tiden, fejler ganske grelt, og ender derfor med at være lige dele kejtet i sin handling og anstrengende i sin insisteren på at presse jokes ind i hver eller hver anden taleboble.
Jeg må bare være ærlig: den her fungerer ikke.
Og nej. Min cykel punkterede ikke i morges. Jeg trådte ikke i en hundelort på vej til arbejde og jeg har fået mine kopper kaffe, tak. Jeg må bare være ærlig: den her fungerer ikke. Dom Pelletier har været medforfatter på en længere serie med joke-bøger i samarbejde med Édition Scholastic, og det er tydeligt, at han har forsøgt at presse så mange jokes som muligt ind i Frokostklubben. Men i stedet for at integrere dem naturligt – eller skabe sin egen kontekstbaserede humor, virker de forcerede og most ind på siderne. Jeg kan godt se, hvad det er, der skal være morsomt, men når den eneste fysiske reaktion humoren i denne tegneserie fremmaner er et opgivende suk, så har vi et problem.
Masser af gak og fjol på billedsiden
Også på billedsiden har Pelletier skruet op for gak og fjol. Tag bare bogens antagonist, det grønne, slimede, blækspruttelignende rumvæsen Zaralgax, der er tegnet med et lille cykelstyrs overskæg, en art toupé på hovedet og en rød charmekluds-kappe om halsen. Og så er dens rumskib designet som en radise. Bare fordi. Desværre er stregen heller ikke særlig pæn. Både karakterer, deres udtryk og baggrundene giver mindelser om billige tegneserie-tv-produktioner, blottet for personlighed og kunstneriske hensigter. Godt nok er billederne så karikerede og let afkodelige, at det sikkert vil føles rart for nogle læsere, men jeg synes godt nok det var en uinspireret omgang at kigge sig igennem denne tegneserie.
Generelt sad jeg med en følelse af, at tegneserien adresserer én, som var man mindre begavet. Plottet er set en milliard gange før, man forudser klimakset mange kilometer før det rammer, og så har Pelletier formået at skrive ikke bare én, men to af de mest krampagtige ekspositions-monologer, jeg mindes at have læst.
… der er helt sikkert nogle af de tiltænkte læsere, der vil finde kvaliteter i den, i min optik kommer den bare ikke i mål.
Jeg får nok svært ved at vriste noget oprigtigt positivt ud af ærmet med Frokostklubben. Der er ikke nogen tvivl om, hvad den prøver på, og der er helt sikkert nogle af de tiltænkte læsere, der vil finde kvaliteter i den, i min optik kommer den bare ikke i mål. Måske har Mac Barnett og Shawn Harris sat barren for gakket tegneserie-humor så højt med Den første kat i rummet åd pizza, at meget andet blegner ved sammenligning. Frokostklubben – Noget klamt er kælderen er i hvert fald hurtigt læst og mindst lige så hurtigt glemt.
