Babett er sammen med sin mor og far flyttet til et virkelig øde kystområde i Skotland. Det er et turiststed, hvor de nu skal have et Bed & Breakfast-hotel. Alting står endnu i flyttekasser, da Babett får et brev på almindelig papir:
”Kære Pige!
Nu er I endelig ankommet.
Mød mig på torvet foran pokalen kl. 15.
Kærlig hilsen
Hitte.”
Hitte er et hittebarn, og sammen med Hitte får Babett virkelig oplevet mange skumle og mystiske ting. Der er også Olga Zajaczkowski, den berømte digter, der bor i en del af huset, hvor de har Bed&Breakfast. Hun er en lidt sky person, står der på wikipedia, og hun bor så i det skotske højland sammen med sønnen, Hitte.
Mette Vedsø har skrevet første bog i børne-krimi-serien om Bluebell. Det er en ”skotsk” krimi, hvor al handling foregår i det skotske miljø med øde og forladte huse, gamle genfærd, mystiske lys og sære mennesker. Samtidig er det ikke en krimi, der er skræmmende. Tematikken er netop venskab, mangfoldighed og nysgerrighed – alt sammen pakket ind i en krimiform, der absolut appellerer til målgruppen.
Mange børn vil kende Mette Vedsø fra et stort forfatterskab. Hun har bl.a. skrevet Langt fra det hvide hus, Banan, Happy Happy, Klub Solskov og ikke mindst den prisvindende Hest horse pferd cheval love. Der er også udgivet en langt letlæsningsbøger fra Vedsøs hånd.
Nu er der en helt ny genre: Krimi. Der er grund til at glæde sig!














