“Jeg har sådan en kugle inden i maven. Den er sort og hård som en bombe fyldt med sprængstof. Sommetider springer den i luften.”
Sådan har Berte det. Og hun er ny i klassen, da hun allerførste gang (i denne klasse, hun har gået på fire skoler før) bliver rasende og slår Tone, der faktisk ikke har gjort andet end at spørge til Bertes fortid.
Berte har en familie, der også har problemer. Bogen (der er lille og tynd og på 50 smalle sider) indledes sådan:
“Jeg har gået på mange skoler, rigtig mange faktisk.
Min far siger, at det ligger til famlien at prøve sig lidt frem.
Han har også en del uafsluttede kapitler i sit liv.
Nu går jeg på en skole, der ligger lige rundt om hjørnet fra min fars pizzaria.
Det er den sidste skole i min bydel, så det skal virke.”
Når man er med hjemme i “””fars pizzaria”, så er man ikke i tvivl om, hvor Berte har sit temperament fra. Far har heller ikke lært at styre sit raseri, han har ikke lært at tælle til ti, så til tider får kunderne et ordentligt fur og bliver smidt ud med eller uden pizzabakke.
Og ja, heldigvis slutter bogen med at Tone, Kenneth med th og Berte får alle de pizzaer, de kan spise, hjemme hos far. Der er mest tekst i bogen, men der er også illustrationer, der viser Bertes raseri. Undervejs gøres der brug af tegneseriegenren, når fars raseri skal illustreres, og når Berte og Tone har en lavmælt samtale.
Det er en fremragende bog til undervisningen på alle mellemtrinsklasserne. Her kan man se raseriet illustreret, og det kan give anledning til mange gode samtaler om, hvordan man kan styre sit temperament. Tæl til ti, siger vi. Det er nemmere sagt end gjort, men her er et skønlitterært bud herpå.
Når man taler om Berte og Tone og Bertes far, så bliver litteraturen til det fælles tredje. Så er det ikke Kent eller Kristoffer eller Ellinor fra klassen, der bliver diskuteret. Her er Sabine Lemire og Anders Frang fremragende til at fortælle om et problem, der fylder virkelig meget for mange børn.
