”Isabel har alt det, man skal have. Altså jeg mener ikke monster mange penge, eller sådan noget. Det er der ingen af os, der har. Men alt det andet, du ved. Langt og glat hår. En lille, fin næse. Store, magnetiske øjne. Og ben, der er perfekt lige.”
Det er Anna, der fortæller om sin søster Isabel. Hele bogen Den som alle ser er fortalt med Annas synsvinkel, og det viser sig, at Anna sidder i kørestol. Det får man først at vide når alt andet er præsenteret, og man når at undre sig over, at Isabel er så perfekt. De er tvillinger, de går i 8. klasse, de har en lillebror og de er skilsmissebørn. Skilsmissefamilien er ikke et tema, det er blot lidt smart, at faderen bor lige i nærheden af Said, der er en mørkhåret dreng fra 9. klasse.
Isabel har det heller ikke så nemt: ”Jeg ved godt, at du ikke kan gøre for det, men det er ikke kun dig, der synes, at det er lort med den stol. Hendes ansigt er stribet af gråd nu. Nej, Isabel, vrænger hun. Du kan ikke komme på eliteholdet. Vi har nok i at skulle køre med Anna. Hun fnyser. Nej, Isabel. Vi skal ikke til Mallorca. Det er så besværligt med stolen, forstår du nok. Hun hæver brynene og fortsætter: Men vi kan tage i fucking Bonbonland, Isabel og Tivoli, for der har Anna fripas.”
Bogen beskriver så fint den jalousi, der kan være mellem søskende. Jalousien bliver ekstra twistet med Annas handicap, men samtidig bliver det en kærlighedshistorie, hvor Annas første forelskelse viser sig at være en virkelig stærk historie.
Man kan være udenfor på mange måder. Alle kigger altid på Anna, fordi hun sidder i kørestol, men alle kigger også på Said, fordi han er mørk og ”perker”, som han selv siger. Skolelederen Karina er uduelig og ubetænksom, men ellers er der fine personbeskrivelser.
Isabel og Anna (og deres familie) er troværdige mennesker, og det er fint at læse om en handicappet pige, hvor handicappet ikke er et overskyggende tema, men hvor kærlighedshistorien og søskendeforholdet spiller den største rolle. Gunvor Ganer Krejberg har skrevet bøgerne til ”de små” om alfepigen Mirja. Hun kan sandelig også skrive til unge.
