Da jeg så forsiden på Cafeen i kanten af skoven første gang, blev jeg med et trylleslag sendt tilbage til den fabelagtige tegneserie Over the Garden Wall, på dansk Det ukendtes skov. En overset perle fra 2014, hvor seriens skaber Patrick McHale skabte et lille eventyrmesterværk, der mindede om alle de klassiske fortællinger og samtidig duftede friskt og moderne.
Og rigtigt nok: Den engelske animator og illustrator Mikey Please, der står bag nærværende billedbog, har arbejdet sammen med Patrick McHale, bl.a. på netop Det ukendtes skov. Det ses øjeblikkeligt på karakterdesignet og deres ansigtsudtryk, men egentlig føles det, som om Mikey Please har lånt selve den følelse og stemning, der gjorde Det ukendtes skov så unik og karismatisk, og pustet magien ind på siderne i hans debutbilledbog.
At få en café var Katinkas drøm
Hun brugte hver en bønne på skruer og søm
Og byggede uden maskiner og strøm…
Cafeen i kanten af skoven
Katinka åbner en café i udkanten af en fortryllet skov. Den eneste, der svarer på tjenerjobopslaget, er en lille gnom. Caféens første gæst er et stort monster, der ikke vil høre tale om Katinkas kulinariske overdådigheder, men som hellere vil have “rotter i bøvsevand” og “snegle med slim”.
Men den snarrådige gnom redder dagen. Med en form for sagnvæseners molekylære gastronomi tager han Katinkas lækre retter og modificerer dem, så de ligner det, monsteret beder om. Således snyder han både kok og gæst og gør begge ovenud glade i forbifarten. Især da monsteret slutteligt ender med at invitere alt, hvad der kan kravle og gå af sagn- og fabeldyr, til at spise på Katinkas café, der bliver den succes, hun havde drømt om.
For syv sytten, hvor er tegner og farvelægger Mikey Please dog bare fantastisk!
Cafeen i kanten af skoven er først og fremmest en billeddrevet historie. For syv sytten, hvor er tegner og farvelægger Mikey Please dog bare fantastisk! Der er så meget udtryk, liv, humor og sjæl i hans illustrationer, der er spækket med finurlige påfund og detaljer. Og efterårsfarvepaletten, domineret af rødbrune nuancer, er en fryd at kigge på.
Og så er den skrevet på vers. Her vakler jeg dog lidt mere mellem undren og begejstring, for det rimer faktisk ikke rigtigt. Der er enderim, men ingen gennemgående struktur, hvilket skaber en sær opbremsning i rytmen. Tag fx følgende:
“Var stedet, jeg valgte, mon fuldstændig galt?
Er drømmen nu dømt til at ende fatalt?
Hvis jeg går fallit, vil håbet bli’ kvalt!
Hov, gnomen forsvandt ud ad døren”
Et klassisk A-A-A-B-rim, der normalt ville blive fulgt op af et C-C-C-B-rim, men ordene i fjerde linje rimer konsekvent aldrig. Det slog mig ud af kurs i min højtlæsning, og det syngende, flydende element af oplæsning døde fuldstændigt, da jeg flere gange måtte stoppe op og undersøge, om jeg havde læst noget forkert, eller om jeg havde lagt trykket på en forkert måde. Men det er altså bare sådan, den er skrevet.
Jeg overvejede også, om ”fejlen” lå hos oversætter Nanna Gyldenkærne, men jeg fandt originalen, hvor rimene har den nøjagtigt samme struktur. Ja, foruden den spøjse rimstruktur er den faktisk virkelig godt oversat. Efter at have læst den et par gange havde jeg vænnet mig til ikke at tænke for meget over de manglende rim.
Måske er der en tanke bag? Måske er det et bevidst brud med en klassisk struktur for netop at gøre op med det traditionelle og helt ned på rimniveau lade fortællingen føles moderne? Det er ikke en dealbreaker, men et ikke uanseeligt ”men”.
Det er en skøn lille historie pakket ind i et fabelagtigt visuelt univers …
Men tag ikke fejl: Det er en anbefaling. Det er en skøn lille historie pakket ind i et fabelagtigt visuelt univers, der er skæppeskønt at befinde sig i.
