Jeg har snart opgivet at holde tal på, hvor mange bogserier med piger som titulære hovedpersoner jeg har læst med min datter. Fra hun var helt lille, blev Viola og Lili læst flittigt. Frøken Ignora, Betty, Sally og Pølse kom til, da hun blev lidt ældre, og Karen fulgte med i overgangen fra børnehave til skole – hvor Ayse, Sol, Molly og Mira blev taget ned fra boghylden.
Efter at have læst alle disse bøger med alle disse piger, har jeg indsamlet nok empiri til endegyldigt at kunne konkludere: Dem kan man faktisk ikke få nok af! Jo flere, desto bedre!
Det er en gave at have trofaste, litterære ledsagere, som man kan genkende, spejle sig i, forstå verden ud fra – og som samtidig kan åbne op for nye tanker, følelser, situationer og handlinger.
Heldigvis er Zakiya Ajmi og Siri Melchior klar med de første to bind i deres bud på en ny bogserie – med Berta i hovedrollen.
Fælles for alle de førnævnte bøger er, at handlingen kredser om konkrete, hverdagslige situationer – situationer, der med stor sandsynlighed ligner noget, børnene selv har prøvet, eller som i det mindste ligger inden for noget, de let kan forestille sig og leve sig ind i.
Sådan er det også med Berta i svømmehallen og Berta i parken. Zakiya Ajmi gør faktisk en dyd ud af at finde det spændende i det trivielle.
“Berta og mor har ikke rigtig noget særligt på programmet i dag.” Sådan begynder begge bøger. “De skal bare en tur over at svømme,” lyder det i den ene – og i den anden: “De skal bare en tur over i parken og have lidt frisk luft – der ved man aldrig, hvad der kan ske.”
I svømmehallen møder Berta en havfrue. Måske. Hendes nysgerrighed og fantasi får frit løb, indtil hun senere ser havfruehalen ligge på en bænk i omklædningsrummet – og det går op for hende, at man ikke skal tro på alt, hvad man ser.
Og dog! Havfruen ville jo trylle pomfritter frem – og Berta ender faktisk med at få selvsamme bakke pomfritter.
I parken er det igen nysgerrigheden og fantasien, der leder Berta væk fra legepladsen og dybere ind i parkens grønne rum – hvor hun bliver væk. Indtil hun møder en løssluppen hund, der også hedder Berta. Hvordan kan to så forskellige væsner hedde det samme? Og var Berta – altså pigen – blevet en anden, hvis hun havde heddet Amalie?
… alle de ingredienser man har brug for til en skøn læsestund.
Det er små scenarier og simple handlinger, der rejser beskedne spørgsmål. Men lidt har også ret, og når det er skrevet så fint og raffineret som her, og tilmed tillivebragt med Siri Melchiors genkendelige og dybt charmerende streg og pallette, har man alle de ingredienser man har brug for til en skøn læsestund.
Berta stiller sig ind i rækken af herlige pige-karakterer, endda som mørklødet med anden etnisk baggrund, hvilket giver lidt tiltrængt nuance til genren. Alle læsere har godt af et bredere udvalg af karakterer at lære at holde af og med.
