Anna for altid er en meget lang roman, en meget tankevækkende roman og en meget velskrevet roman, der dog rummer en del tomgang i form af endeløse beskrivelser af gymnasiefester, kærestesorger og deraf følgende tømmermænd – i begge ordets betydninger.
Annas forældre er omkommet i en brandulykke, som Anna akkurat overlever. Hun vender i romanens anslag tilbage til Danmark efter et år i USA som udvekslingsstuderende. Hjulpet af hendes noget kejtede onkel flytter hun, som sekstenårig, ind i egen lejlighed, med sine piller, sine Ikea møbler og alle sine traumer og angstanfald. Hun har nogle gevaldige huller i sin hukommelse, men langsomt dukker billeder af en barndom fyldt med grov mobning op. I sit arbejde med at bearbejde dødsbranden, og hendes fysiske og psykiske ar, støder hun langt de fleste fra sig, kun gymnasieveninden Karla holder ud.
Pludselig tager historien om en gymnasiepigen en helt og aldeles anderledes drejning, og læseren føres ind i en verden, der sender mindelser til fortællingen om Dr. Jekyll og Mr. Hyde, til science fiction og til gys og gru – for hvem skal Anna tro på, og hvem er hun egentlig? Hvor gammel er hun? Og hvem er de sorte mænd? Denne del af romanen er klart den mest spændende, og en vis opstramning af romanen havde været gavnlig for plottet.
Romanen, der til dels fortælles af Anna selv, rummer relevante og væsentlige problematikker for målgruppen, den gode og modne pigelæser i folkeskolens ældste klasser og gymnasiet. Og det er for læseren både tankevækkende og spændende at følge Anna i hendes jagt på egen identitet.
