Krister og Kaj er brødre. Krister er helt sin egen. Han kan fortælle alt om universet og Star Wars, og han er tålmodig som få. Han er den bedste til at tegne og bygge robotter på genbrugspladsen. Men Krister er ikke som alle andre – han er, som han er. Det bliver også årsagen til bogens egentlige konflikt.
Sakke – den møgrotte – kan ikke lade Krister være, som Krister er. Derfor bliver Krister hans yndlingsmobbeoffer. Hver dag udsættes han for de værst tænkelige ting. Som kun bliver værre og værre gennem bogen.
Kaj, bogens fortæller og Kristers lillebror, må træde til for at forsvare sin storebror. Det er på sæt og vis godt, men det optrapper også konflikten. For Sakke giver sig ikke. Jo mere modstand han møder, desto mere grusom bliver han.
Kaj (og hans venner) løber tør for gode, etiske løsninger, og det hele ender i en konflikt, hvor genbrugspladsen står i flammer, og Kaj må redde sin bror.
En slutning, der vækker tydelige associationer til Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte.
En slutning, der vækker tydelige associationer til Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte. Søskendebåndet mellem Krister og Kaj trækker ligeledes på søskendekærligheden mellem Jonatan og Tvebak – den umiddelbare, inderlige og uforfalskede kærlighed:
”Det var Krister, der fortalte mig om solsystemerne. At der sandsynligvis findes uendeligt mange af dem.
Og nu vil jeg fortælle om ham. Om Krister, min bror.
Jeg vil fortælle, hvad det var, der skete den modbydelige vinter.”
Selv bogens begyndelse lægger ikke skjul på intertekstualiteten. Men Oskar Kroon er helt sin egen, og forbillederne fremstår blot som charmerende elementer i hans univers. Kroon har en særlig evne til at lade den trængte komme til orde – alene ved at lade dem være, som de er. Dette har han demonstreret gennem hele sit forfatterskab. Han er loyal over for barnets måde at betragte og være i verden på. Selv møgrotten Sakke bliver portrætteret med så meget kærlighed, at man som læser nødvendigvis også må fatte sympati for ham.
Sproget er på ingen måde opstyltet eller påtaget.
Kajs småfilosofiske betragtninger over genbrugsplads, skolegård, sygdomme, venskaber og hævn væver sig sammen og skaber en fortælling, der er dejligt umiddelbar – og ulykkeligvis genkendelig. Sproget er på ingen måde opstyltet eller påtaget. Det er, som man ville forvente af et barn på vej mod mellemtrinnet. Små sproglige krøller og finesser nuancerer stemningen og skaber en fortælling, der er lige dele plot og lige dele stemning.
Bogen er illustreret af Hanna Klinthage. Illustrationerne er naive og barnlige blyantstreger, der ved første øjekast kan virke ubehjælpsomme, men de er detaljerige og gengiver både travlheden på genbrugspladsen og bekymringsrynker hos de velmenende voksne. Illustrationerne fremstår ualmindelig velvalgte til bogens fortællerstemme: de kunne være tegnet af Kaj i hjørnet af hans kladdehæfte – som små dagbogsnotater. Samtidig har stregen en umiskendelig svensk karakter, som kan genfindes hos Klinthages kolleger Emma Adbåge og Linda Bondestam. Den enkle, underfundige streg, der lader det uskønne blive særegent.
Anemoner og møgrotter er en lille perle, der skildrer brutaliteten i skolegården og styrken i søskendebåndet. Den er både sørgmodig og håbefuld og egner sig derfor både til højtlæsning, selvstændig læsning og i undervisningsøjemed. Bogen modtog Augustprisen for årets svenske børne- og ungdomsbog i 2023, hvilket er fuldt forståeligt. Det er en bog med et særligt potentiale til at skabe samtale om rigtigt og forkert, ondt og godt. Om venner, fjender og søskende.
