Bogbotten anmelder

Alle fortjener lidt lykke

Portrætfoto af Betina Falsing

Alle fortjener lidt lykke er en hyggelig og humoristisk lille roman, der på trods af et kort bogformat og blot 136 sider rummer store eksistentielle temaer, som ydermere er hurtiglæst og fordøjet med en tilfreds selvfølgelighed.

Morten Giorgio Petersen er opkaldt efter herreparfumen Giorgio Armani. Navnet Morten var farens ønske, og dobbeltnavnet er lige så kontrastfuldt som forholdet mellem de to forældre. Morten Giorgios mor og far gik fra hinanden meget tidligt, og moren var nødsaget til at opgive sygeplejerskestudiet og arbejde i Matas.

Morten Giorgio går i 1. G., og her er han sammen med klassekammeraten og veninden Vita engageret i den aktivistiske gruppe Rød Stemme. Vita og Morten Giorgio kommer fra to forskellige sociale og kulturelle miljøer. Vita er den privilegerede med rige forældre og kultursnak ved måltiderne, hvor Morten Giorgio, som bor alene med mor i en kvindefyldt verden, lever det meste af livet i Matas’ kollegiale fællesskab og med få økonomiske midler i hverdagen.

På trods af det lille økonomiske råderum og snak om kunder og parfumer er Mortens liv fyldt med kærlighed på hjemmefronten, men en dag ændrer livet sig ved en ringen på døren til mor og Morten Giorgios lille lejlighed.

”Vi kommer fra TV-Star,” siger damen, ”og vi vil gerne overrække dig en helt særlig pris.” Morten Giorgios mor har vundet prisen for Årets Hjerte, da hun har genoplivet en ældre mand, der fik hjertestop. Præmien er 75000 kr., som skal overrækkes i et snarligt kommende tv-show. Problemet er bare, at der er tale om en fejl, da moren ikke har kendskab til episoden, men dette undlader hun at fortælle.

Alle fortjener lidt lykke er en lille fortælling om moralske valg og konsekvenser, hvor den indre stemme prædiker, så både den sociale og moralske stemme kommer på overarbejde. Skal Morten Giorgios mor gå til bekendelse eller fortjener ALLE ikke lidt lykke? Bogens plot er bygget op omkring dette moralske valg, men læseren bliver vidne til et herligt plot-twist, da den 80-årige norske Stine Peitersen træder ind i handlingen.

Jeg vil gerne røbe her, at slutningen er helt perfekt, næsten banal, men alligevel helt perfekt. Morten Giorgio bliver endda forelsket i Kjetil, og helt enkelt og uden unødig tematisering indeholder den lille fortælling også repræsentationer ved de to unge mænds forelskelse. Det er lige, som det skal være.

Bogen henvender sig til teenagere, og den er befriende ærlig og rar. De sociale forskelle er ikke forskelle på godt og ondt eller på dårlige eller gode familier, og alle uanset sociale og kulturelle afsæt kan identificere sig og finde plads helt fremme i historien.

Mette Vedsø er en etableret forfatter, der fortæller ægte historier om livets svære udfordringer, som hun formår at præsentere for læseren med en sproglighed, der er eksperimenterende på den appellerende og humoristiske måde. Det gør hun også i Alle fortjener lidt lykke.

Alle fortjener lidt lykke skal stå på både folke- og skolebiblioteket, og den vil gøre sig godt som en let værklæsning og gerne i forbindelse med en snak om social arv og etik og moral.

 

 

 

9788702443707
9788702443707
9788702443707

Alle fortjener lidt lykke

Nye BOGANMELDELSER
9788762745353
9788762745353

Bogbotten anmelder

Mormors fine porcelæn

Ingen andre end mig
Ingen andre end mig

Bogbotten anmelder

Ingen andre end mig

9788775891986
9788775891986

Bogbotten anmelder

den dag vi var helte

9788727237213
9788727237213

Bogbotten anmelder

Spillets regler

Nyt på IBBY BLOGGEN
Nyt fra IBBY Danmark

Her er de nominerede til Klods Hans-prisen 2025

Af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark
Nyt fra IBBY Danmark

Bogbotten søger nye redaktører

Af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark
Resumé

Nye bøger i maj 2025

Af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark
Kommentar

Næstforperson i IBBY: “Vores demokrati er bygget på bøger”

Af Sophie Fuglesang
Nye BØGER
9788741530857
9788741533292
9788741533155
9788741533308