Vi, der beskæftiger os professionelt med børnelitteratur på den ene eller den anden måde, ved, at det er at stramme den at påstå, at det er noget, man bliver rig af. Bevares, børnelitteratur gør dig rig i ånden – men taler vi materiel rigdom, cool cash, så er det nok de færreste, der kan bade i penge, som den kære Vitello gør på forsiden af dette nummer af Klods Hans.
Privatøkonomi – herunder forfatter- og illustratorøkonomi – er muligvis ikke det mest sexede at tale om. Ikke desto mindre er det, hvad vi har valgt at sætte fokus på i dette nummer af Klods Hans, fordi vi synes, det er vigtigt. Under temaet Børnelitteraturens økonomi har vi sat os for at belyse et emne, som normalt er noget, vi helst ikke taler særligt højt om.
”Kan du leve af det?” spørger Gunvor Ganer Krejberg og Ditte Wiese i dette nummers signaturartikel, hvor de modigt deler ud af deres egne tal og besvarer nogle af de mange spørgsmål, de er vant til at blive stillet som B&U-forfattere. Her kan du blive klogere på den kludetæppeøkonomi, en forfatterøkonomi ofte er, hvor faktorer som royalty, bibliotekspenge, foredrag, legater og streaming alt sammen bidrager til den samlede pulje af indtægter.
Læs også med, når Morten Visby og Anne Koldbæk fra Dansk Forfatterforening besvarer fem skarpe om forfatterøkonomi, og hvad de ser som bogbranchens største udfordringer lige nu, eller i interviewet med Tove Krebs Lange, der udover at være illustrator og forfatter sidder som rådgiver for Illustratorerne i Dansk Forfatterforening.
For at sikre, at det ikke kun kommer til at handle om tørre tal, har vi twistet det hele med børnelitteratur om penge. Byd velkommen til to nye artikelformater: 10 titler til temaet og Fra idé til værk. I sidstnævnte fortæller Jesper Wung-Sung denne gang om sin serie om Jeppe og Jacob, der konstant leder efter nye indbringende business opportunities – dog helst nogen, der ikke kræver, at de selv skal løfte en finger. Måske en af de to artikler rummer svaret på, hvordan man tjener den dér million?
Dét – og alt muligt andet godt – kan du læse om i årets første nummer af Klods Hans.












