Historien om Far Genfærd og Den lille Klæbeånd er tegnet og fortalt af Cato Thau-Jensen og blev oprindeligt lavet som lydbanko i samarbejde med Aarhus Bibliotekerne som en del af skoletilbuddet ”Lydbanko” for 1.-2. klasse med støtte fra Statens Kunstfond.
Aarhus Bibliotekerne har lavet et tilbud til børnehaver med lydbanko, hvor man får en historie læst op med indlagte lydeffekter. Man får også en spilleplade med billeder, noget i retning af et billedlotteri. Når man hører en lyd i historien, lægger man en brik på sin spilleplade, hvis man har et billede på den, som svarer til lyden. Hører man et vuf, lægger man altså en brik på billedet af hunden, der gør.
De spurgte mig, om jeg ville lave sådan en historie til lydbankoet. Det ville jeg naturligvis gerne. Jeg tænkte, at en gyserhistorie måtte være god til lydbanko, da man i gysergenren bruger lydeffekter til at understøtte den uhyggelige stemning.
Først fandt jeg på, at der i historien skulle være en hel familie af genfærd, men jeg kogte dem senere ned til en far og en søn, da der stort set ikke var brug for andet i den her historie. Det blev til karaktererne Far Genfærd og Den lille Klæbeånd. For at bryde harmonien og skabe drivkraft i handlingen måtte vi naturligvis også have en skurk, hvilket blev General Brushane, som også bor på Brushaneholm sammen med de to genfærd. Hver aften ved midnat ligger han i sin store mahogniseng og venter på at få en ordentlig forskrækkelse fra de to genfærd.
Den lille Klæbeånd vil meget hellere lave perleplader og brodere gulvklude end at træne chokeffekter og modtage undervisning i at gå gennem vægge.
Nu var formålet med historien underholdning med gys og gru. Men som det ofte sker, kommer der en anden fortælling snigende ind fra siden, som man ikke lige er bevidst om. Det var i dette tilfælde en historie om at være noget andet end det, der forventes af en. Den lille Klæbeånd vil meget hellere lave perleplader og brodere gulvklude end at træne chokeffekter og modtage undervisning i at gå gennem vægge.
Historien er udgivet som billedbog med titlen General Brushane og Den lille Klæbeånd på forlaget Vild Maskine, 2022.
Det er selvfølgelig min egen hovedstol, som jeg ikke er bleg for at bruge på det skamløseste, bevidst eller ubevidst. Den lille Klæbeånd vil desuden meget hellere være elevatorstewardesse i et stormagasin end at overtage sin fars gengangerbusiness. Det med elevatorstewardessen har jeg snuppet fra filmen Altid ballade fra 1955 med Sigrid Horne-Rasmussen. Jeg optog lydsporet fra fjernsynet med min kassettebåndoptager og hørte det cirka 100 gange – det var før videotiden.
I filmen siger datteren Maja sin gode plads i ismejeriet op (gode er her udtalt med tydeligt d) for at blive elevatorstewardesse i et stormagasin – til stor fortrydelse for moderen, spillet af Sigrid Horne-Rasmussen (ja, jeg nævner hende igen, for hun er en af min absolut favoritskuespillere). Maja flytter også hjemmefra for at dele lejlighed med en veninde, som er ansat i stormagasinets sminkeafdeling (og bruger natcreme!). Majas bror Erik afleverer hende ved lejligheden med ordene:
Erik: ”Maja, nu bliver du vel ikke en af den slags piger, der… ?”
Maja: ”Der hvad, Erik?”
Erik: ”Du ved godt, hvad jeg mener.”
Maja: “Vær nu ikke dum, Erik.”
Det lykkes selvfølgelig Den lille Klæbeånd at skræmme General Brushane i sidste ende, men med helt andre virkemidler end forventet.
Og hvad kan man så lære af det? Som Gotha Andersen altid spurgte i Flid, fedt og snyd: Absolut ingen ting – eller måske alligevel lidt, men det må ikke kunne mærkes. Jeg hader, når det kan mærkes, at man skal lære noget, og det har ikke været hensigten, kan jeg godt sige – helt ærligt!
Ja, og så ville forlaget Vild Maskine gerne udgive bogen, hvilket Aarhus Bibliotekerne gav tilladelse til. Det var jeg glad for, da jeg synes, det er en udmærket historie, som jeg har været heldig med.
