KOMMENTAR. Der bør sættes lovmæssigt ind med henblik på kunstnerisk virksomhed og AI, mener bibliotekar Betina Falsing, som står bag denne kommentar med supplerende citater af forfatter og illustrator Adam O.
En flodbølge af AI-genereret tekst og billedmateriale vil snart skylle ind over os. En lovmæssig opmærksomhed kan om ikke andet skabe transparens og give befolkningen overblik over kunstens afsenderforhold og dermed kategorisere kunstneriske værker på en måde, som gør det muligt at bevare et kildekritisk blik.
Børn og unge fortjener at få at vide, om de historier de bliver præsenteret for, er skabt af en maskine.
“Vi forfattere kræver meget af vores læsere, særligt nye læsere. Det er ikke nemt at afkode de 28 små tegn på den hvide side, det er ikke nemt at dybdelæse, at fange nuancerne i en tekst. Det kræver, at man gør sig umage, koncentrerer sig og investerer sin tid. Med hvilken ret kan vi kræve dét af vores læsere, hvis vi ikke selv gør det i skabelsesprocessen?”
– Adam O.
’Tekst og tegninger er skabt uden brug af AI’, står der afslutningsvist i Adam O´s aktuelle bog Troldenes tid. Den deklaration burde ikke være nødvendig. Adam O. skal ikke legitimere sin kunst, men det bliver han nødt til, for den kulturelle scene bedrager os med tilslørede afsenderforhold og tvivlsom kreativ ægthed, og publikum, her børn og unge, kan ikke adressere værket. Man kan spørge sig selv, om det er nødvendigt at kende kunstneren eller kunstnerens metodevalg bag, og har vi ikke i nyere tid lært, at værk og kunstner skal betragtes isoleret?
Med AI-teknologien møder vores børn og unge en ansigts- og hjerteløsteknologi som afsender.
Betina Falsing
Den bibliotekariske gerning har altid med afsæt i dannelsestanken handlet om at styrke folkets kritiske sans. Det indebærer et kildekritisk forhold, hvor kendskabet til afsenderen er essentielt. Med AI-teknologien møder vores børn og unge en ansigts- og hjerteløsteknologi som afsender. Det kan i nogen sammenhænge fungere fornuftigt, men i forhold til æstetiske udtryksformer, som børnene skal modtage sanseligt, må afsenderen have et ansigt og et bankende ægte hjerte, ellers mærker de små mennesker aldrig den puls, der prikker til glæden ved kunsten. Som det mindste skal der være transparens omkring afsenderforholdet, så vores børn og den voksne formidler selv kan vurdere den kunstneriske kilde og tage stilling.
“En kunstig intelligens, der skaber kunst vil, hvis den fungerer som alle de andre algoritmer, der forsøger at fange og fastholde vores opmærksomhed, give os det vi gerne vil have – og det vil den blive bedre og bedre til for hver gang, vi interagerer med dens værker. Men kunstnerens opgave har aldrig været at give os, hvad vi gerne vil have, men derimod at sætte vores sind og fantasi på arbejde, hårdt arbejde, og derved udvide vores bevidsthed og gøre verden større, smukkere, og mere meningsgivende.”
– Adam O.
Bøger er både spejle og porte til ukendte universer. Vi kan blive livsduelige i forening med fiktionen. Kun ved mødet med fremmederfaringer kan vi rykke os, og her er fiktionen uundværlig. Ønsker vi virkelig for vores børn, at de skal dannes af en kunstig intelligens, der generer historier på baggrund af allerede eksisterende og personlige præferencer. Her kan modargumentet være, at sådan har det altid været, for forfattere skriver på ryggen af fortidens skribenter, og det hedder intellektualitet. Det er korrekt, men der en anden dimension, som må medregnes i den kunstneriske ligning, og det er det ægte og levende menneskes intuition. AI-afsenderen er funderet i fornuft og ikke intuition, og er det kunst, og vil den slags nerveløse litteratur prikke til kreativiteten hos barnet?
Vi troede, at vi var i selskab med nogen, men i virkeligheden er vi er alene.
Adam O.
“The uncanny valley, eller uhyggens dal, beskriver den mentale tilstand vi bliver hensat i, når det går op for os, at vi har med en maskine at gøre og ikke et menneske. Som når vi opdager, at servicemedarbejderen i den anden ende af røret ikke er virkelig. Dét øjeblik, er et øjeblik af intens ensomhed. Vi troede, at vi var i selskab med nogen, men i virkeligheden er vi er alene. Et AI generet kunstværk giver mig den samme følelse af ensomhed.”
– Adam O.
Ensomheden rammer flere og flere og også børn og unge. Bogen er din ven. Men bogen skal med det blik også være et 1:1 møde. Der er ikke tale om en fysisk tilstedeværelse, men vi skal mærke personen bag. Tillader vi at erstatte den vigtige henvendelse, denne ven med en attrap? Om ikke andet så skal bogens modtager vide, at dét de læser er skrevet af en maskine, en maskine, der skriver om sorgen ved at føle sig anderledes, men som aldrig har mærket smerten ved den sociale udelukkelse.
“Når Sam Altman fra OpenAI siger om sin skabning: »Den er et udtryk for en verden, hvor det er gode ideer, der udgør grænsen for, hvad man kan udrette; ikke specifikke færdigheder.« Så har han grundlæggende misforstået den kunstneriske proces. At få en idé er den mindste del. Det er i arbejdsprocessen fra idé til værk, at den virkelige magi opstår – alt det uplanlagte, alt det der gemmer sig under overfladen, den dybe visdom, de lykkelige uheld. Det er i arbejdsprocessen den sande grænseløshed viser sig, og AI-generet kunst springer den simpelthen over.”
– Adam O.
Børn har brug ægte mennesker, som de kan mærke og blive inspireret af.
Betina Falsing
Børns kultur er legekultur. I denne dimension leger de sig til identitet og dannelse, og legen er et udtryk for autentisk kreativitet. Netop autentisiten er så grundlæggende for børn og unges møder med kunsten og egne skabelsesprocesser. Børn har brug ægte mennesker, som de kan mærke og blive inspireret af. Den autentisitet fortjener de, gør de ikke det?
Vi har åbnet døren for AI, som ikke har tænkt sig at forlade det globale fællesskab, og den teknologiske gæst har helt sikkert et kæmpe nyttepotentiale, men i min optik skal invitationen ikke inkludere kunstneriske processer. Mit ønske er urealistisk, og derfor skal bogforlagene forpligte sig på at skabe transparens ved en mærkning af AI-generet værker. Ifølge FN´s Børnekonvention har børn ret til information. ”Voksne bør sikre, at børn ikke får skadelig information. Regeringen bør opfordre medierne til at dele informationer fra mange forskellige kilder på måder, som alle børn kan forstå.” Det er skadelig information eller misinformation ikke at være tydelige med afsenderforhold.
Børn og deres voksne ledsagere, kulturformidlere, lærere, pædagoger, forældre mm., skal have muligheden for at skelne mellem udtryksformer på deres vej. Kun på den måde og med det situationelle blik næres vores kritiske sans, og kun på den måde får vores små medborgere friheden til til- og fravalg, og valgfriheden er en kerneværdi i Danmark.
Med hvilken ret kan vi skabe møder mellem børn og robotter uden at oplyse derom? Med hvilken ret kan vi kræve af vores børn, at de skal agere kritisk og med medbestemmelse, hvis de ikke bliver orienteret om afsenderforhold? Med hvilken ret kan vi i et samfund med flere og flere ensomme børn og unge tillade, at de finder trøst i robottens mekaniserede kærlighed uden, at de kender kilden til den omsorg, de møder?
Den danske stat skal støtte op omkring transparens vedrørende kunstens afsenderforhold ved en lovgivning, så vores kommende generationer har mulighed for kildekritiske valg.
