Skæbneskygger

”At følge en tråd, hvor mørket lurer, kan være tillokkende, ja. Men når man først har set bag skæbneskyggerne, hvor ens nærmeste bliver pint og lemlæstet eller mister livet, har man aldrig lyst til at beskæftige sig med dem igen. Du kan gå fra at tage velinformerede beslutninger, til at blive et desperat, forkvaklet angstdyr. Et væsen, der spænder ben for skæbnen selv og derfor ender i helt andre, utilsigtede skygger, du end ikke havde overvejet at se på.”

En sone truer med at ophæve magiens bånd i Zarnera, og Jafiel rejser mod Grymen for at advare højesterådet og sin modersøster Lluna.

Nikomedes tvivler på, om det måske ville være bedst, hvis sonen lykkes, for det vil betyde magisk frihed for mændene i landet. Benjah vil derimod gøre alt for at standse den sone, der engang besatte hans krop.

I Tochoran sidder Danarah, den fordømte konge, indespærret. Grev Jokrum vil have ham befriet, så de kan rejse nordpå for at finde Emba, der alt for længe har været væk hjemmefra.

I dette bind afsluttes Sonetrilogien i en fortælling, hvor soner og skygger lurer på hver eneste af skæbnens tråde.