fbpx
Logo
0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

Bogen er løs – og den brænder

20. oktober 2024

“De børne – og ungdomsbøger, der rigtigt tænder og brænder, kan læses af alle – uanset alder.” Sådan står der på bagsiden af bogen Bogen er løs af Steffen Larsen. Steffen Larsen har anmeldt børne- og ungdomsbøger for Politiken i mange, mange år. Og mange, mange andre medier har nydt godt af hans blik for og ord om gode bøger til børn. Nu har han samlet sine allerbedste anbefalinger (og det måtte jo blive mange, mange) i denne bog.

Man kan samle sin viden om børne- og ungdomsbøger på mange måder. Et leksikon? Et opslagsværk? En alfabetisk gennemgang? En samling anmeldelser? Jo, der er mange måder at formidle sin glæde på. Steffen Larsen har valgt at formidle sit brændende engagement (og sin brændende glæde ved bøgerne) i en dejlig subjektiv og personlig form. Steffen Larsen er nemlig (som han skriver det) tændt på bøger, og han vil gerne give alle læserne et bål, der kan brænde. 

Han skriver selv i forordet: “Den første bog, jeg tændte på, var Robin Hood. Jeg lå i min seng en morgen hjemme i Horsens og læste den. Jeg var ved siden af mig selv over, at noget kunne være så fedt. Jeg var måske 8 år – jeg lærte hurtigt at læse – og så kom min mor og sagde, jeg skulle i skole. (…) Min mor gav mig lov til at pjække fra skole, fordi jeg måtte læse bogen færdig. Sådan var hun. Siden er jeg blevet tændt af mange bøger. Det er ikke nødvendigvis de allerbedste. Men de har tændt mig. Sådan er det med bøger. Så her er min egen pjækkebogsliste.”

Så kommer de. Bøgerne, der er skabt til pjækkedage. Her er  “…79 nedslag i bøger for børn og unge (og alle andre) om skønhed og sorg og salighed. En redningskrans til tiden. Mens tid er.”

De mange bøger er inddelt i ”Billedbøgerne”, ”Børnebøgerne”, ”Ungdomsbøgerne” og ”Uden for kategori”. Og så er der et efterskrift og en lang (og tak for det) litteraturliste. 

Litteraturlisten med titler og forfatteroplysninger om de omtalte bøger i Steffen Larsens bog er på otte sider, hvor alt er skrevet med småt. Det er mange bøger. To hundrede titler mindst. Og Steffen Larsen har læst dem alle, men han har formentlig læst hundrede gange så mange i sit lange anmelder- og læserliv.

Hver titel er behandlet på samme måde. Der er sådan cirka en halv sides ”bonus”, og der er der en side med en kort anmeldelse af bogen. Et godt eksempel på en herlig bonus-tekst kan være et uddrag fra billedbogsafdelingen, hvor det gælder Otto Dickmeiss og Lilja Scherfigs Rævefælden.

I bonusteksten står der blandet andet: ”Otto Dickmeiss er helt speciel. Han tegner ofte i hånden, han er meget omhyggelig, bruger ikke mange farver, og så har han en tråd ind til noget, som man kunne kalde ’åndeligt’ (dumt ord). (…) Men det er nok sammen med Lilja Scherfig, han for alvor er trådt i karakter. Hendes tekster er skåret ind til benet. Tegneren dypper i alvors-tuschen og sammen skaber de historier om en farfar, der er til besvær eller en dreng, som ikke må se sin elskede papfar. De hedder Farfar og Dybt vand. Otto Dickmeiss har også et stort akvarium med fisk, som han kigger meget på.” 

Sådan kan der tegnes et portræt af Otto Dickmeiss på ganske få linjer. Det kan man kun, når man ved, hvad der er væsentligt at portrættere hos en tegner eller en forfatter.

Et andet eksempel kan være bonusteksten til Vilja-Tuulia Houtarinens ungdomsroman: Lys lys lys. Her skriver Steffen Larsen i indledningen: “De er helt anderledes oppe i Finland. Her er ikke så mange fine manerer. Man går lige til sagen, og ser sig sjældent tilbage. Sproget er direkte. Der er udkommet mange finske ungdomsbøger på dansk. Og du går ikke galt i byen, når forfatteren hedder noget, som ender på ’-rinen’ eller ’-leinen’ eller ’ – önen’. (…) Jeg forstod for alvor dybden i finsk ungdomslitteratur, da jeg læste denne sætning fra Tuija, Lehtinens Vinger mellem tæerne: ’Hun spyttede mig i hovedet. Og så forstod jeg, at hun godt kunne lide mig.” Så kort kan det siges og skrives.

I den tynde afdeling: ”Uden for kategori” er der korte portrætter af de store forfattere: B.S. Ingemann, H. C. Andersen, Jeppe Aakjær, Astrid Lindgren – og så er Bibelen med.

Bogen er løs er en bog til alle, der arbejder med børne – og ungdomslitteratur. Det er også en bog til alle de, der gerne vil tændes og brænde for bøger. Det er også en bog, der kan bruges i uddrag af dansklærere, der gerne vil give tændstikker og engagement videre til elever.

Dansk (og nordisk) børne – og ungdomslitteratur har en kvalitet, der betyder, at de fleste værker i Bogen er løs kan læses af alle, – uanset alder, helt som Steffen Larsen skriver det: ”De børne- og ungdomsbøger, der rigtigt tænder og brænder, kan læses af alle – uanset alder.”

P.S. Illustrationerne i bogen er af Jens Koudahl. Og bogens layout er smukt, de enkelte afdelinger er markerede med farve på snittet, og så er der skilleblade med vignetter af Jens Koudahl. Det er smukt boghåndværk fra Jensen & Dalgaard.

Ikoner skabt af Tea Bendix
Bogbotten-maskot og illustration
skabt af Søren Jessen
Website by

KONTAKT

For spørgsmål om dit medlemskab
[email protected]

For henvendelser vedr. boganmeldelser
[email protected]

For alle øvrige henvendelser
[email protected]

© 2024 Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. All rights reserved.

Tak for din interesse i IBBY Nyt

Du modtager lige om lidt en mail i din indbakke, hvor du skal bekræfte din tilmelding.
Det er vigtigt, at du gør det – ellers sender vi ikke noget til dig.

(Tjek evt. også din spam/uønsket post-mappe – for der kan den godt finde på at lande)