Bogbotten anmelder

Den gamle mand og sælen

AF Jesper Wung-Sung
Illustreret af Stian Hole
Portrætfoto af Betina Falsing

En robotsæl har synsvinklen i denne historie om Jens, der mod sin vilje er kommet på plejehjem. Sælen er en interaktiv robot, som fungerer som et socialt kæledyr i forbindelse med demensramte. I denne historie om Den gamle mand og sælen fungerer sælen også som den gamle mand Jens’ alter ego, ligesom den tager rollen som en slags barnefortæller, der guider barnelæseren i læsningen.

Jens er kommet på plejehjem. Han glemmer ting og sager. En gang imellem kommer hans datter, svigersøn og barnebarn på besøg. Det er tydeligt, at svigersønnen er i gæld og har et ønske om, at Jens snart dør, så familien kan arve. Indblikket i svigersønnens situation tilføjer historien lidt spænding, men Den gamle mand og sælen, er ikke en spændingsroman eller en krimi, men derimod en barsk fortælling om glemsomhed, ensomhed, skyldfølelse og myndighed.

Sælen vågnede bare en dag.

”Den var ikke klar over, hvem af dem der var kommet først: manden eller sælen.”

Sælen er netop ’født’, og manden er på vej mod døden, men i virkeligheden er de samme sted og med en længsel mod noget andet end livet på jorden. Jens bærer på en hemmelighed og en stor sorg. Han mistede sin bror for mange år siden, da broderen reddede Jens fra at drukne. Jens kom i land, men broderen klarede den ikke, og Jens svigtede ham. Historien ender med, at Jens lader sig drukne i den samme sø, og sælen eller måske sjælen møder endelig sit rette element.

Når man læser Jesper Wung-Sung får man ofte påmindelser om H.C. Andersen. Det gør sig også gældende her. Jesper Wung-Sung skriver moderne eventyr, og som H.C. Andersen skriver han her et tingseventyr. Sælen får menneskelige egenskaber og minder om Jens. Den er måske Jens. Det bevirker, at realisme og fantasi flyder sammen. Fantasielementet fungerer som en børnelitterær appelfaktor i Den gamle mand og sælen, som er et værk med stor kompleksitet og eksistentielle tematiske lag.

Den gamle mand og sælen er i bedste Wung-Sung stil spækket med referencer. Ernest Hemingway skrev i 1952 romanen Den gamle mand og havet, som også kredser om en gammel mands behov for at generhverve sin værdighed. Denne reference vil nok tale til den voksne læser, og det vil også være min anbefaling at læse Den gamle mand og sælen højt. Tematisk er bogen kompleks, ligesom slutningen kan virke barsk, omend den er ufattelig smuk, så den vil udfolde sig i samtalen med en voksen formidler.

Læs Den gamle mand og sælen højt for børn 8-13 år, og du vil med højtlæsningen forære dem den smukkeste gave, som sammen norske Stian Holes helt unikke illustrationer vil bidrage til både almen- og menneskelig dannelse. Derudover er den oplagt i klassen (5.-7. årgang), og Gyldendal tilbyder en gratis litteraturguide.

I 2023 skrev Sarah Lang Andersen bogen En sæl som ven med illustrationer af Kathrina Skarðsá. Også her har en robotsæl en væsentlig rolle i fortællingen, og alle, ikke kun ældre demente mennesker, kan have brug for en robotsæl eller bare en ven.

9788702433036
9788702433036
9788702433036

Den gamle mand og sælen

Nye BOGANMELDELSER
9788794035187
9788794035187

Bogbotten anmelder

Tyggegummidreng

9788762745353
9788762745353

Bogbotten anmelder

Mormors fine porcelæn

9788702443707
9788702443707

Bogbotten anmelder

Alle fortjener lidt lykke

Ingen andre end mig
Ingen andre end mig

Bogbotten anmelder

Ingen andre end mig

Nyt på IBBY BLOGGEN
Nyt fra IBBY Danmark

Her er de nominerede til Klods Hans-prisen 2025

Af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark
Nyt fra IBBY Danmark

Bogbotten søger nye redaktører

Af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark
Resumé

Nye bøger i maj 2025

Af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark
Kommentar

Næstforperson i IBBY: “Vores demokrati er bygget på bøger”

Af Sophie Fuglesang
Nye BØGER
9788702442007
9788741530857