Det gik nok langt de flestes næse forbi, men tilbage i november kunne en diskret begivenhed fejres: den første danske oversættelse af japanske Junji Ito så dagens lys.
Junji Ito har udgivet bøger siden slutningen af 80’erne og er en ekstremt populær og kultdyrket manga-tegner og -forfatter, så hvorfor skulle der gå små 40 år, før et af hans værker blev oversat til dansk? Den mest åbenlyse forklaring er nok, at han er virkelig svær at oversætte. Junji Itos måde at skrive historier på er så indgroet japansk i sin uhygge, sin humor, sine sociale kommentarer og i sin overvældende absurditet, at det aldrig har givet mening at bruge tid og penge på en oversættelse til så forsvindende lille en målgruppe. Og indrømmet: Det vil være en glædelig overraskelse, hvis bare én læser af denne anmeldelse efterfølgende giver sig i kast med Junji Ito. Til gengæld er der en god chance for, at den ene læser vil blive rystet godt og grundigt i sin grundvold. Om dét er på godt eller ondt, er umuligt at vide.
Hvorfor først nu på dansk?
Junji Ito skriver manga-horror til 15-års alderen og opefter, og det er en fremragende idé at tage den aldersbegrænsning for gode varer! Både fordi det virkelig er ækelt og mareridtsfremkaldende, men også fordi der lurer en kulsort humor under gyset, der kræver en moden læsers forståelse og refleksion.
Det er dybt grotesk, væmmeligt, absurd og bizart.
Junji Ito er en af de forfattere, der tydeligst bærer H. P. Lovecrafts gyserarv videre, især hvad body-horror og kosmisk horror angår. Det er dybt grotesk, væmmeligt, absurd og bizart, og der tilbydes ingen forklaring, løsning eller mening med de mange outrerede ting, der foregår. Itos hovedværk er Uzumaki fra 1998, der er en samling historier, som alle har som omdrejningspunkt, at en by og dens indbyggere bliver forbandet af et spiral-mønster. Det lyder mærkeligt – og er mærkeligt – men hvad han ikke er i stand til at finde på af komplet gale og geniale påfund og ideer, er decideret imponerende. Det er længe siden, jeg sidst læste Uzumaki, men der er stadig specifikke billeder og scener fra bogen, jeg nok aldrig får rystet af mig.
Junji Ito er med sikkerhed ikke alles kop te, men hans nyeste – og sandsynligvis mest tilgængelige udgivelse, Da alting smeltede, er et fremragende sted at starte. Hvis Da alting smeltede ikke er noget for dig, kan du gladelig gå i en kæmpe bue udenom Junji Ito for tid og evighed, men hvis det, du ser igennem dette lille nøglehul, tænder en lyst til at undersøge hans univers yderligere, venter der et hav af kuriøse og vanvittige værker på den anden side.
En by, der smelter
Der går et underligt rygte henne på skolen for tiden. Det handler om en mærkelig pige, der stiller sig ude på gaden og forskrækker dem, der kommer forbi. Og dem, hun har forskrækket, får åbenbart besøg af én fra hendes familie, der kommer og undskylder for hendes opførsel. Og til sidst sker der så det mærkelige, at dem, der oplever det her, pludselig forsvinder ud af det blå og kun efterlader en våd plet.
Da alting smeltede følger søskendeparret Yuma og Chizumi. Et mildest talt besynderligt søskendepar, omgærdet af mystik, død, ødelæggelse og abstruse hændelser. Som nomader flytter de fra by til by og starter på den ene nye skole efter den anden, navnlig fordi de kommer til at smelte stort set alle, de møder på deres vej! De er forældreløse. Man ved ikke, hvad der er sket med forældrene – kun, at de har deres afhuggede hoveder med sig overalt, som de omhyggeligt anretter på et alter i deres stue! Lillesøster Chizumi, der ligner noget fra en japansk gyserfilm fra 00’erne, chikanerer vilkårlige folk. Storebror Yuma, der optræder meget anstændigt og høfligt, opsøger dem efterfølgende for at undskylde for søsterens optrin. Men fordi han angiveligt har indgået en pagt med djævelen, begynder de folk, han undskylder overfor, at smelte. Og når der kun er en pøl af menneskegrød tilbage, hælder de det på flaske!
Grotesk – og virkelig sjovt
Jeg sagde jo, at det var grotesk – men også sjovt! Jeg grinede allerede, inden historien gik i gang, når der indledningsvist står, at ”dette er en fiktiv historie. Enhver lighed med virkelige begivenheder er utilsigtet af forfatteren”, hvilket jo er en herlig disclaimer. De to søskende er altså også sjove at følge. Man forstår aldrig, hvad der egentlig er med dem. Det ene øjeblik beskylder Chizumi storebroren for at være i pagt med djævlen, det andet øjeblik er det Yuma, der forsøger at overbevise os om, at det er lillesøsteren, der er roden til al den ondskab.
Og hvad skal man så bruge det til? Hvad er formålet med dette vanvid? Det er ikke klart, om Junji Ito har et konkret budskab med de enkelte historier, men der hersker ingen tvivl om, at Yumas anmassende undskyldninger (der er ret komiske i deres overdrev), der hver gang ender med at lave folk om til ”smattet, rådden, fedtet hjernesuppe”, er en kommentar til den undskyldnings-epidemi, der hærger i Japan, hvor alle konstant undskylder overfor hinanden for at opretholde harmoni og god stemning – ikke for at stå til ansvar for egne handlinger. Det anfægter Junji Ito ret eksplicit i epilogen. Men måske har han faktisk mere at sige.
Smiger, skønhed og opløsning
I en af historierne får Yuma en kæreste. Han overdynger hende med komplimenter og fortæller hende gentagende gange, hvor vidunderlig og henrivende hun er. Qua hans tidligere nævnte pagt med djævelen får al denne ros hendes ansigt til langsomt at falde fra hinanden. Men han fortsætter med at smigre hende. Når hun kigger sig i spejlet og ser et langsomt smeltende ansigt, bliver hun helt i tvivl om, om hun overhovedet er køn, eller om det bare er noget, Yuma bilder hende ind, men han får hende overbevist gang på gang. Altså, lige indtil hun ligner en monstrøsitet (endnu et af Itos uafrystelige billeder) og Yuma forsvinder ud af hendes liv. I den virkelige verden har vi den omvendte problemstilling, hvor perfektionskulturen på sociale medier har gjort, at almindeligt pæne mennesker over hele verden udvikler mindreværdskomplekser og tror, de er grimme, fordi de konstant præsenteres for (bearbejdet og redigeret-) über-skønhed. Og uanset hvor meget folk omkring dem fortæller, at de altså virkelig er pæne (som de er!), kan de ikke vriste det indtryk fra sig, at de er grimme. I Junji Itos historie er det en objektivt afskyelig pige, der er overbevist om, at hun er en gudinde. Og igen: hvad skal man så bruge denne ”kommentar” til? Jeg aner det ikke, men det er en stor og grum fornøjelse at læse!
For læsere med stærke nerver
Hvis man som ung læser bjergtages af det makabre gys og gru, men ofte føler sig snydt, fordi de tilgængelige gyserbøger altid bliver holdt tilbage af en pædagogisk hånd på skulderen og en lavere aldersbegrænsning, er Junji Ito en stor anbefaling. Han går planken helt ud og skaber med sine groteske historier og ditto billeder (der er fandens flot tegnet!) gys, som gør et indtryk. Det er ikke sikkert, man forstår det. Det er slet ikke sikkert, det vil forstås. Men det sætter sig. Man husker Junji Ito. Han rumsterer i ens bevidsthed længe efter. Og dét kan noget.
Det er ikke sikkert, man forstår det. Det er slet ikke sikkert, det vil forstås. Men det sætter sig.
Gad vide, om der er én enkelt læser tilbage på nuværende tidspunkt? I så fald: godt klaret. Jeg kunne godt finde på at undskylde for en meget lang anmeldelse af en meget bizar og snæver udgivelse, men jeg vil nødig være skyld i, at Bogbottens læsere pludselig smelter!
