Mennesket har altid brugt fortællinger til at forstå sig selv og verden, og nogle fortællinger vender vi tilbage til igen og igen. En genfortælling er ikke bare en gentagelse, men en fortolkning. Og når vi genfortæller, opstår der spændende spørgsmål om, hvad den gode
historie er, og vi åbner rum for nysgerrighed, refleksion og genkendelse.
Genfortælling giver os mulighed for at få øje på og fremhæve nye perspektiver og betydninger i det velkendte. Ved at give en fortælling en ny form – fx ved at skifte medie, genre eller synsvinkel – kan vi udvide historierne og give dem nyt liv. Genfortællingen kan også være med til at skabe forbindelser mellem fortid og nutid og gøre det muligt at spejle samtidens værdier, konflikter og spørgsmål i ældre fortællinger. På den måde kan vi med genfortællinger reaktualisere emner og temaer og gøre gamle historier vedkommende for nye generationer.
I dette nummer af Klods Hans kan du få indblik i processen med at genfortælle. Illustrator Kristian Eskild Jensen fortæller blandt andet om at genfortælle Bjarne Reuters klassiske romaner i billeder, og Sabine Lemire deler sin oplevelse af at se tegneseriekarakteren Mira på det store lærred. Derudover kan du læse et interview med forfatter Kenneth Bøgh Andersen om at gå i dialog med kulturhistorien og genfortælle nogle af de mest grumme og onde af Grimms eventyr.
At genfortælle rummer også udfordringer. Når ældre fortællinger læses med nutidige briller bliver vi sommetider opmærksomme på, at ikke alt ældes lige godt. Værdier, kønsroller, magtforhold og verdenssyn, som tidligere var selvfølgelige, kan i dag opleves som problematiske. Hvordan skal vi forholde os til det? Skal vi bevare de forældede og problematiske elementer som historisk vidnesbyrd, eller ændre dem for at gøre historierne tidssvarende? Der findes nok ikke nogle enkle eller endegyldige svar på disse spørgsmål. Men det er en spændende og vigtig samtale at have. Frederikke Holkgaard Buhl, der er ph.d.-studerende og forsker i racisme børnelitteratur, har skrevet dette nummers signaturartikel, og med den håber vi at kunne være med til at kvalificere samtalen.











