For første gang i Klods Hans-prisens historie, blev der ikke bare uddelt en, men to priser ved årets prisuddeling d. 4. november.
Søren Fanø, som igennem nærmest et helt liv har været en af børnelitteraturens helt store formidler-ildsjæle, døde alt for tidligt og meget pludseligt sidste efterår. Men hans minde lever videre hos alle dem, der kendte ham både professionelt og privat.
Søren blev hædret med en særlig Klods Hans Ærespris under prisuddelingen på dette års Bogforum. Næstformand i IBBY Danmarks bestyrelse, Mette Sofie Kirkedal, holdt pristalen og sagde bl.a.: “Sidste år mistede dansk børnelitteratur en vigtig stemme. Børnelitteraturen mistede en fanebærer, en støtte, en ven. Jeg selv personligt mistede en mentor. En ven. I år uddeler vi derfor en særlig hæderspris til Søren Fanø for – naturligvis – at hædre. Men allermest for at takke og mindes.”
Søren Fanø var uddannet lærer, cand. pæd og master i børnelitteratur, og han arbejdede i mange år på læreruddannelsen i VIA, hvor han udbredte kærligheden til det børnelitterære felt. Ligesom han i de sidste år af hans liv også var bestyrelsesmedlem i IBBY Danmark.
“Nok var Sørens blik altid mildt, men han havde en faglig tæft og en kritisk sans for børnelitteraturens særegenhed. Men sine artikler, bøger og anmeldelser prægede og kvalificerede han den faglige debat. Det er et tab, at Søren ikke længere beriger vores verden,” sagde Mette Sofie Kirkedal i talen.
Mette Sofie Kirkedal afsluttede talen med at læse Halfdan Rasmussen-digtet Godnat, du klare stjerne.
Æresprisen vil blive overrakt til Søren Fanøs enke i private omgivelser.