“Jeg gider ikke skrive for børn, fordi de ikke er voksne, så enkelt er det. Hvis jeg skulle skrive for børn, måtte jeg tage hensyn, som ikke rager kunsten, men som rager langt ind i pædagogikken. Som sagt: det er godt nok, men kunst? Ikke tale om.”
Ovenstående linjer, der for mange vil være velkendte, ytrede forfatter Per Højholt i en aviskommentar i begyndelsen af 1990’erne – en tid, hvor bølgerne gik højt i det litterære miljø, og hvor børnelitteraturens egenart (atter engang) stod til diskussion. Centralt i debatten stod spørgsmålet om, hvorvidt børnelitteraturen kunne karakteriseres som kunst på linje med den litteratur, der blev skrevet til og for “de voksne“, eller om den besad ringere litterære kvaliteter. Med sit kontante svar er Højholt, som man forstår, af den opfattelse, at børnelitteraturen ej kan være kunst, idet dens underliggende præmis er, at den er pædagogisk, hvilket definitorisk må siges at udelukke den fra kunstens eksklusive klub – en overbevisning, som mange i det litterære miljø delte i samtiden.
Hermed ser vi optegningen af, hvad man kunne kalde børnelitteraturens
iboende dikotomi: kunsten og pædagogikken. Spørgsmålet er dog, om de to ting
nødvendigvis udgør hinandens modpoler. Det gør de eksempelvis ikke, hvis man
spørger professor i børnelitteratur Torben Weinreich, der i sin bog Børnelitteratur mellem kunst og pædagogik argumenterer for, at nok er kunst og pædagogik ikke det samme, men de er heller ikke hinandens modsætninger, for ligesom at kunsten kan være en pædagogisk kategori, kan pædagogikken lige så vel være en kunstnerisk kategori. Pædagogikken er simpelthen en del af børnelitteraturens poetik, som Weinreich fastslår med henvisning til den svenske børnelitteraturforsker Kristin Hallberg.
Meget vand er heldigvis løbet under broen, siden Højholt udtalte de famøse ord,
og børnelitteraturens status er en anden i dag end dengang. Alligevel synes
diskussionen om børnelitteraturen som kunst og pædagogik at være stadigt
tilbagevendende. Men er de to fronter stadig lige så skarpt optegnede? Eller har
debatten ændret karakter? Det ser vi nærmere på i dette nummer af Klods Hans.
Dyk fx ned i Søren Fanøs artikel om billedbogen mellem lyst og læring, læs med,
når en række forskellige forfattere, illustratorer og fagpersoner deler ud af deres tanker om det at formidle til børn, eller bliv klogere på, hvad tekstæstetisk læsning er for en størrelse. Jeg kan røbe, at sidstnævnte handler om at “lade sig berige af litteraturen, som det, den er, før den er alt muligt andet: kunst”. Den lader vi lige stå …
