IBBYs bestyrelse anbefaler julebøger

Juletid er også julebogstid. Og her anbefaler en håndfuld af IBBY Danmarks bestyrelsesmedlemmer gode bøger til julelæsningen.
© Adobe Stock

Juletid er også læsetid – og her kan du finde en håndfuld anbefalinger af gode julebøger fra nogle af bestyrelsesmedlemmerne i IBBY Danmark.

Mette Sofie Kirkedal anbefaler “Børnenes store bog om jul”

af Hélène Wagn og Sarah Wagn Møller
Gyldendal, 2023

Bogen har de klassiske historier og gode julesange; den har opskrifter til både kreative sysler og godt bagværk. Den giver dig hyggelige facts og sjove tips og tricks. Bogen emmer af juleånd og har alt det, som en julebog bør indeholde. Og rigeligt af det til at fylde hele december.

Hanne Panduro anbefaler “Ava – Jul på loftet”

af Mette Telefoni og Thomas Hjorthaab (ill.)
Alinea, 2023

Det her er både en klassisk julebog, hvor Ava besøger sine bedsteforældre på en gård – men der er også plads til den vrede og skuffelse, der opstår, når et barn synes, at noget er megavigtigt, men opdager, at hendes familie ikke forstår det . ( Men bare rolig – det ender godt). Ava er til de 7-11 årige som selv kan læse en god julebog (lix 18).

Tea Bendix anbefaler “En julehistorie … og så alligevel ikke”

af Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøi (ill.)
Carlsen, 2019

Historien er nærmest skødesløst tegnet og hverdagsagtig i sin stemning. En nisse flytter ind i huset hos en glemsom og lidt ensom ældre mand, som bor i Finn Juhls hus. Det er en stor charme at se de danske designermøbler som bebor rummene som repræsentanter for bedsteforældregenerationen i et stort tomt hus, i en dejlig absurd historie der slutter med: “Og jeg ved ikke hvad man kan lære af denne her historie, vel egentlig ikke så farlig meget andet, end at juleaften er ret hyggelig”. Det er en god morale!

Johanne Elvers Madsen anbefaler “Julemandens død”

af Kenneth Bøgh Andersen
Høst og Søn, 2013

Er I træt af hyggelige, risengrødssmaskende, nuttede på grænsen til det kvalme, julehistorier? Må der godt være mere spænding og uhygge, og lidt ægte tvivl om, hvorvidt julen (og i dette tilfælde også verden) rent faktisk bliver reddet i år? Så tag at læs denne lidt alternative julekalenderbog, for lidt ældre børn fra ca. 10-12 år og voksne. PS: Den kan læses hele året.

Birgitte Reindel anbefaler “Julemandens død”

af Kirsten Ahlburg og Susanne Harman (ill).
Straarup & Co, 2019

En sød og underholdende kalenderbog i 24 afsnit om nissen Nis og hans kone Mille, der bor på loftet hos Tea. Hvert kapitel indeholder en selvstændig historie. Bogen er en samling af Kirsten Ahlburgs populære Nis-bøger. Det er ikke mange julebøger, de helt nye læsere selv kan læse, men denne serie hygger de sig med. Skønne illustrationer af Susanne Hartman.

Christian Bach anbefaler “Nis holder jul”

af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen (ill.)
Carlsen, 2019

Selvfølgelig er det sjovt, når Sallys far står for at planlægge familiens juleaften – og selvfølgelig går det slet ikke som planlagt. Serien om Sallys far behøver nok ikke nogen nærmere introduktion længere – og selvfølgelig er også julehistorien fyldt med gode grin for hele familien. Måske en god højtlæsningsoplevelse på selve juleaftensdag, når de voksne (med al sandsynlighed) er en lille smule pressede over alle forberedelserne? Bare for at minde os alle om, at det under alle omstændigheder nok ikke går lige så galt derhjemme, som det gør for Sallys far …

LÆS OGSÅ ...

De danske nominerede til IBBY Honour List 2024 er fundet

“Undskyld, men er der plads til en billedbog her?”

Men hvad skal jeg så læse?

Casper Grundtvig: “Børnene er utroligt gode til bare at tage ja-hatten på”

Børnelitteratur ud over alle grænser

Her er de danske shortlistede til IBBY Honour List 2024